Burger King-restaurant konkurs

Det lykkedes ikke for Morten Peter Madsen at få Burger King Frederikshavn til at overleve

Efter fire år er Morten Peter Madsen gået konkurs med Burger King Frederikshavn. Foto: Peter Broen

Efter fire år er Morten Peter Madsen gået konkurs med Burger King Frederikshavn. Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Gæsterne har i mere end en uge ikke kunnet komme ind på restauranten, og nu er selskabet bag Burger King Frederikshavn erklæret konkurs.

Om restauranten genåbner er fortsat uvist:

- På nuværende tidspunkt er der ikke flere detaljer, vi kan dele i forbindelse med restauranten i Frederikshavn, oplyser Burger King i et mailsvar til Nordjyske.

En af årsagerne til konkursen er underskud på driften forårsaget af restriktioner i forbindelse med coronapandemien. Dette fremgår af regnskaberne. 

Muligvis har den nuværende energikrise også, som ved mange andre virksomheder, været medvirkende til konkursen. Dette har Nordjyske dog ikke kunnet få bekræftet.

Burger King i Frederikshavn. <i>Peter Broen</i>

Burger King i Frederikshavn. Peter Broen

Burger King Frederikshavn blev drevet via selskabet MPM Drift ApS, som ejes af Morten Peter Madsen. Det er dette selskab, der er erklæret konkurs.

Intet overskud

Selskabet har ikke haft overskud, siden Burger King Frederikshavn åbnede i 2018, hvor borgmester Birgit Hansen indviede restauranten. Det var Burger Kings 50. restaurant i Danmark og var en stor dag for byen.

Borgmester Birgit Hansen klippede under stor jubel det røde bånd til Frederikshavns nye fastfood-restaurant, Burger King på Nytorv i 2018. Det var den 50. Burger King i Danmark.

Borgmester Birgit Hansen klippede under stor jubel det røde bånd til Frederikshavns nye fastfood-restaurant, Burger King på Nytorv i 2018. Det var den 50. Burger King i Danmark.

- Beliggenheden er perfekt. Jeg bliver stolt, hver gang nogen investerer hos os. Det giver aktivitet, liv og optimisme i Danmarks sjettestørste turistkommune, sagde borgmester Birgit Hansen, da hun klippede snoren over og samtidig proklamerede, at hun elskede en god Whopper.

Ifølge cvr-registret havde MPM Drift ApS ved udgangen af seneste regnskabsår (2021) en negativ egenkapital på -2,5 millioner kroner. Af samme regnskab fremgår det, at selskabets kreditinstitut har ydet lån for, at virksomheden har kunnet fortsætte, samt at ledelsen ventede positive driftsresultater for de kommende tre-fem år, så selskabskapitalen kunne reetableres.

Ingen kommentarer

Nordjyske har været i kontakt med ejer Morten Peter Madsen, der ikke ønsker at udtale sig på nuværende tidspunkt. Det er heller ikke lykkedes at få en kommentar fra konkursboets kurator, som nu skal forsøge at realisere værdier og finde en, der vil overtage driften af restauranten.

Morten Peter Madsen havde ellers gode forudsætninger for at skabe en god forretning i Frederikshavn. Han åbnede i 90’erne tre McDonalds-restauranter i henholdsvis Hjørring (1994), Sæby (1996) og Frederikshavn (1997). 

I 2004 forlod han McDonalds-kæden og kastede sig over sin egen chokoladefabrik. Han har også solgt biler, persienner og huse.

Den nu konkursramte Burger King i Frederikshavn beskæftigede i omegnen af 30 ansatte.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.