Første gang Jeanne Kroge besøgte sin nuværende arbejdsplads Capio Privathospital blev hun overrasket. Hun forventede at møde en masse ukendte ansigter, men foran hende stod flere sygeplejersker, som på samme tid arbejdede i det offentlige.

Selvom hun kendte dem godt, anede hun ikke, at de også arbejdede i det private sundhedsvæsen som vikarer.

’’Den slags taler man ikke om i det offentlige. Der er vi de gode og det private er de onde.’’

For et år siden foretog Jeanne Kroge det forbudte skifte, da hun sagde sin stilling op som sygeplejerske i det offentlige til fordel for en lignende stilling i det private sundhedsvæsen.

Med opsigelsen kom en følelse af skam over at lade sine kolleger i stikken i et system, som bløder.

’’Jeg var nervøs for, om det udadtil virkede som den nemme vej ud, i stedet for at blive og kæmpe. Sådan tror jeg ikke, at ikke-sundhedsfaglige har det, hvis de skifter fra det offentlige til private arbejdsmarked.’’

Virker emnet bekendt, så er det fordi, at Vigeur den 23. juni udgav en artikel om læge Morten Zebitz Steiness, der fortalte om sit skifte fra det offentlige til private - og de beskyldninger og den vrede, der fulgte med, særligt fra tidligere kolleger.

Historien eksploderede på de sociale medier med beskyldninger om grådighed og egoisme, som Morten også selv havde oplevet i kølvandet på sit skifte.

Derfor besluttede vi os for at undersøge, om Mortens historie var enkeltstående.

Det var den ikke.

Så her får du Jeanne Kroges historie. Hun har sagt ja til et interview, fordi hun vil hjælpe til med at gøre jobskifter fra det offentlige til det private sundhedsvæsen nemmere og mindre tabubelagt.

Erhverv

Det forbudte skifte: ''For mig handlede det ikke om penge, kan jeg helt ærligt sige''

Det var ikke en nem beslutning for Jeanne. Det var faktisk slet ikke planen.

Men i sommeren 2021 under barslen med sit andet barn mærkede hun pludselig en trang til et andet slags arbejdsliv med færre arbejdstimer i en periode. Efter 20 år i det offentlige sundhedsvæsen på fuldtid, og med en stilling som både udviklingssygeplejerske og operationssygeplejerske, håbede hun på at blive mødt med forståelse for hendes situation.

Men hendes forventninger og gode humør forsvandt hurtigt.

Ønsket om færre timer blev i første omgang afvist.

’’Jeg forventede altså ikke en gavebod, men i vores fag er det normalt at gå på deltid. Det er et fysisk krævende job med skiftende arbejdstider, så i dele af livet kan det bare give rigtig god mening at arbejde færre timer. Derfor blev jeg frustreret.’’

Hun mærkede samtidig en lille modstand mod at skulle tilbage i sit gamle job igen. Inden hun gik på barsel, var en stigende følelse af utilfredshed kommet snigende, men hun havde slået det hen. Hun elskede jo sit arbejde som sygeplejerske.

Efter samtalen med sin tidligere leder begyndte hun for første gang at overveje, om hun måske skulle finde sig et andet arbejde.

Helt normale tanker, som mange andre barslende kender til.

En undersøgelse foretaget af rådgivningsvirksomheden VÆRDBAR viser, at knapt 70 procent overvejer at søge nyt job i forbindelse med deres barsel, mens 35 procent rent faktisk søger.

Alligevel blev Jeanne skamfuld ved tanken om at kigge i andre retninger.

’’Det var en grænseoverskridende tanke, for jeg har aldrig været ude af det offentlige. I min hjerne har der altid været et usynligt hegn mellem os og dem. Vi var de gode, og det private var de onde, der fik alle pengene, og som vi skulle rydde op efter.’’

Det var derfor med bankende hjerte og svedige håndflader, at hun tog kontakt til en bekendt, som arbejdede på Capio Privathospital. De aftalte, at Jeanne skulle komme forbi til den føromtalte rundvisning, hvor hun pludselig stod foran sygeplejersker, der samtidig arbejdede i det offentlige.