Deres regnskaber er hemmelige. Nu løftes lidt af sløret for topadvokaternes millionforretning
Staten udbetaler årligt et trecifret millionbeløb til en håndfuld profilerede advokater, som ikke er meget for at dele ud af detaljerne om deres forretning
Opdateret 16. oktober 2024 kl. 12:53
De forsvarer nogle af landets værste kriminelle.
Mordere, voldtægtsmænd og bandemedlemmer.
Bag lukkede retsdøre og efterfølgende foran rullende tv-kameraer. Som aktører i de helt store kriminalsager, der optager og bevæger den danske befolkning.
Men økonomien bag nogle af landets mest profilerede forsvarsadokvaters arbejde er en velbevaret hemmelighed, fordi de fleste af dem ikke offentliggør regnskaber.
Nu får vi et lille kig ind i forretningen.
Berlingske har fået aktindsigt i nye tal, som viser, hvor mange millioner kroner staten udbetaler årligt i forsvarssalærer til en lille skare af advokater. Heriblandt en enkelt nordjysk af slagsen.
40 millioner kroner på fire år
Michael Juul Eriksen er født og opvokset i Pandrup og tog sin eksamen fra Aalborg Katedralskole, inden han fandt sit kald i juraens verden.
I dag er den Aarhus-bosatte nordjyde en af landets mest fremtrædende forsvarsadvokater og har blandt andet ført sager for flere Hells Angels-rockere. Det er en millionforretning.
Hans firma, Juul Eriksen og Ernst Advokatfirma, har over de seneste fire år modtaget knap 40 millioner kroner i forsvarssalærer, viser tallene fra Rigspolitiet, ifølge Berlingske.
Men Michael Juul Eriksen topper på ingen måde listen.
Der er nemlig ingen over eller ved siden af advokat Mette Grith Stage, som i Nordjylland er bedst kendt for at have ageret forsvarer i både den mystiske kutter-sag og sagen om drabet på Mia Skadshauge Stevn.
- Jeg har da en god indtægt
Mette Grith Stages firma – Stage Advokatfirma – har de seneste fire år modtaget salærer for næsten 140 millioner kroner, viser tallene fra Rigspolitiet.
Hvor stort et overskud, Mette Grith Stages advokatfirma har, er en forretningshemmelighed. Firmaet, der driver landets største strafferetskontor, offentliggør ikke regnskaber, og ejeren vil hverken afsløre sin egen eller de ansattes – omkring 20 advokater, to håndfulde advokatsekretærer og en lille håndfuld fuldmægtige – løn.
- Men jeg har da en god indtægt, hvilket jo også afspejler, at jeg har knoklet i mange år for at opbygge virksomheden, skriver Mette Grith Stage til Berlingske.
Forsvarsadvokaternes salærer følger faste takster. For eksempel udløser et seks timer langt retsmøde 17.340 kroner, og uanset, hvordan en sag ender, lægger staten ud for betalingen.
Det betyder, at advokaterne altid får deres penge.
Sagen, han nægtede at tage
Tiltalte i alvorlige straffesager kan som udgangspunkt frit vælge blandt landets forsvarsadvokater, men der er undtagelser. For eksempel med Michael Juul Eriksen.
Han er modsat mange andre forsvarere ikke beneficeret. Er man beneficeret advokat, kan man blive sat til at forsvare en sigtet fra den kreds, man er beneficeret til, og man kan ikke nægte at tage klienten.
Det kan man dog, hvis der er tale om en anden kreds.
For eksempel nægtede Michael Juul Eriksen at agere forsvarer for 33-årige Philip Patrick West , der i juni blev idømt livstid for drabet på 17-årige Emilie Meng, overfaldet på en 15-årig efterskoleelev og kidnapning, voldtægt og drabsforsøg på en 13-årig pige fra Kirkerup.
Tilbage i 2018 fortalte Michael Juul Eriksen til Nordjyske, at han holder sig fra de fleste sager om sædelighedsforbrydelser - specielt når det involverer børn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.