Erhverv

Fra fliserenser til direktør: Niels Jørgen har taget den store tur i Fårup

Fårup Sommerland har fyldt meget i Niels Jørgen Jensens arbejdsliv, og der skulle en af verdens mest kendte virksomheder på banen, før han var klar til et jobskifte. Her kan du se Niels Jørgens CV.

Foto: Jens Otto Barsøe
Foto: Jens Otto Barsøe

Niels Jørgen Jensen er administrerende direktør i Fårup Sommerland. Han er 44 år, født og opvokset ved Saltum og bor i dag i Vodskov med partneren Malene. Sammen har de Johanne og Astrid på 11 og 14 år. Her Niels Jørgens CV:

1989-1992: Avisbud ved Saltum
Da jeg var barn, havde vi en bod ved vejen, hvor der blev solgt gulerødder, ærter osv. Jeg hjalp til og fik en lille del af overskuddet. Det gjorde, at jeg fik øjnene op for fordelen ved selv at tjene penge og spare op til de ting, jeg gerne ville have, for eksempel spil til min Commodore 64.

Så jeg blev avisbud, og ruten var faktisk nærmest i baghaven til Fårup. Det var både Vendsyssel Tidende og Nordjyske Stiftstidende dengang, og der var så lang afstand mellem de gårde, jeg skulle dele ud til, at jeg kun havde 10-12 aviser på min rute. Det var til at overskue, og når der var dårligt vejr, var mine forældre flinke til at køre mig rundt. På grund af de få aviser var lønnen ikke specielt høj, men jeg kunne alligevel se, at der kom penge på kontoen. Det var hårdt at skulle tidligt op i weekenderne, men det var sundt som led i at tage de første forsigtige skridt ind i en arbejdskultur.

Niels Jørgen Jensen(forrest) som ungarbejder i Fårup. Han arbejdede de fleste af årene i Restaurant Loen. Foto: Privatfoto

1992-2003: Sæsonansat, Fårup Sommerland
Jeg har to brødre, som er henholdsvis seks og ni år ældre end mig. De arbejdede i Fårup Sommerland og byggede broen for mig. Jeg startede i en påske, hvor jeg blandt andet slog græs og højtrykrensede fliserne i grill-området. Så de fliser lærte jeg personligt at kende. Det var fantastisk at arbejde i Fårup, hvor jeg kom ind i en kultur med mange ligesindede. Jeg opdagede værdien af at have gode kollegaer, og vi havde masser af sjov og ballade. Else, der den dag i dag passer hestene, havde dengang bopæl bagved Loen (restaurant i Fårup Sommerland red.). Det var der, vi mødtes efter arbejde og fik en sodavand eller en øl. Derfra var der heller ikke langt til at bruge Parkens faciliteter efter lukketid. Fårup er i dag meget formaliseret, og det var noget mere afslappet dengang. Samtidig var der ikke helt så mange arbejdsregler, hvilket der selvfølgelig både var fordele og ulemper ved.

Noget af det første jeg lærte fra Søren (Kragelund, tidligere direktør, Fårup Sommerland red.) var i forbindelse med, at jeg skulle lægge nogle skilte til side. Jeg lagde dem med bagside mod forside, og så ridsede det øverste skilt det nederste. Der blev jeg irettesat, og jeg husker det tydeligt, for det var et meget godt billede på, at vi skulle være opmærksomme på at passe på tingene i parken.

Jeg tjente penge nok i løbet af sæsonen i Fårup til, at jeg kunne holde det kørende i resten af året. Jeg kunne henover juli måned godt arbejde 25-30 dage i træk. Jeg havde min base omkring Loen og Oasen, hvor jeg startede som opvasker og efterfølgende blev tjener og steger, som det hed dengang. Jeg havde også en del år som assisterende områdeleder. Når jeg vendte tilbage år efter år, var det som at komme hjem til en anden familie. Det var ikke kun et arbejde, og jeg overvejede faktisk ikke at søge job andre steder. Det skyldes nok også, at der gennem årene var en faglig udvikling.

2003-2005: Direktionsassistent og parkleder, Fårup Sommerland
Jeg blev færdig med mit speciale på cand. merc.-uddannelsen i juni, og jeg havde skyndt mig, for jeg skulle igen arbejde i Fårup henover sommeren. Tingene udviklede sig til, at jeg fik et fast job som højre hånd for Søren Kragelund. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle ud og lave noget andet, efter jeg var færdig med at læse, for der var ikke noget job, jeg kunne træde ind i Fårup, men det blev opfundet.

Jobbet bestod i at hjælpe Søren på forskellig vis. Blandt andet med oplæg, analyser, og den daglige drift om sommeren. På mit studie havde jeg tidligere skrevet projekt om Fårup. Det handlede om muligheden for at lave et Fårup Sommerland i Polen. Da jeg blev fastansat startede vi en proces, hvor vi sammen med Tivoli International fra København rejste rundt i Polen. Vi fandt faktisk en grund i Gdansk og havde masser af møder, med henblik på at starte i Polen, men det blev ikke til noget.

Fårup Sommerland er kendt som et godt sted at arbejde for unge. Her bliver det i 2011 belønnet med en pris fra Job-patruljen. Arkivfoto: Grete Dahl

2005-2014: Personalechef og parkleder, Fårup Sommerland
Jeg kan egentlig ikke huske, hvorfor jeg skiftede titel. Jeg har nok sagt til de to ejere, Søren og Henrik, at det ville være fint med noget udvikling, da jeg havde fået mere erfaring og kunne tage flere opgaver ind. Det blev startskuddet til Fårup Academy, som er vores træning og uddannelse af medarbejdere, og som også fylder meget i dag. Vi fik sat tingene i system og knækket koden for, hvordan vi kan følge op og have sigtelinjer for, hvad der er god gæsteservice. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi i dag har en position blandt de bedste i markedet, når det gælder værtskab og gæsteservice.

2009-2014: Parkchef, Fårup Sommerland
Jeg fik mere ansvar i forhold til driften af parken, blev involveret i den strategiske udvikling og deltog også i bestyrelsesmøder. I det daglige havde jeg ansvaret for butikker, restauranter, alle operatører ved forlystelserne, og jeg havde tre chefer under mig. Det krævede overblik og en vis båndbrede at gå fra 50 ansatte i vintersæsonen til 500, når det spidsede til henover højsæsonen. At få den harmonika til at spille og samtidig sørge for, at gæsterne har en god oplevelse var og er en af de store udfordringer i Fårup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden