Orla forvandler skrot til guld

Trods fald i prisen på skrot bliver der ophugget skibe på livet løs hos Jatob i Frederikshavn. Men indehaveren ærgrer sig over én ting

Selvom et generationsskifte i virksomheden for længst er eksekveret, er den 80-årige Orla Rasmussen stadig direktør i Jatob. <i>Arkivfoto: Peter Broen</i>

Selvom et generationsskifte i virksomheden for længst er eksekveret, er den 80-årige Orla Rasmussen stadig direktør i Jatob. Arkivfoto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Den gamle familiebedrift Jatob i Frederikshavn må sige "nej tak" til ophugning af nye skibe, da afdelingen for ophugning af skibe er fuld resten af året. 

Sådan har det været de seneste to-tre år, men selvom der fortsat er nok at lave for ophuggeren, mærker virksomheden alligevel et fald i priserne på skrot.

Det ærgrer dermed den garvede skrothandler og adm. direktør i Jatob, Orla Rasmussen, der har "rodet med jern" siden han var 6 år, at afvise de udtjente skibe.

- Det er jo lidt ærgerligt, at vi er nødt til at sige nej, men vi kan simpelthen ikke overkomme at ophugge skibene lige så hurtigt, som de er kommet, siger Orla Rasmussen til branchemediet Søfart.

Jatob består af tre afdelinger: En produktforretning, ophugning af skibe og en nedbrydningsafdeling.

Orla Rasmussen kalder sidste års prisstigning på skrot for "urealistisk," men de seneste tre-fire måneder er priserne faldet. Det betyder også, at skrotpræmien på skibene er faldet.

- Vi havde en prisstigning på jern, som røg helt op i skyerne, men det er faldet noget tilbage igen, siger han.

Et af de skibe, som Jatob har ophugget i løbet af det seneste år, er en tysk ubåd. <i>Foto: Jatob.</i>

Et af de skibe, som Jatob har ophugget i løbet af det seneste år, er en tysk ubåd. Foto: Jatob.

Samme mængde skibe skal ophugges

Den nordjyske virksomhed kom ud af 2021 med en bruttofortjeneste på 27,2 mio. kr. og et resultat efter skat på 3,2 mio. kr., og prisfaldet på jern kommer ifølge Orla Rasmussen også til at få indflydelse på virksomhedens indtjening med tiden.

Men han mener ikke, at det kommer til at blive afspejlet i 2022-regnskabet.

- Jeg tror ikke, at indtjeningen kommer til at falde i år. Vi har været godt med i starten af året, inden det begyndte at rasle den forkerte vej inden sommerferien. Vi har så bare et varelager, der lidt mindre værd, siger han, men påpeger altså, at mængden af skibe til ophugning er uændret.

Det forventer han også, at det bliver ved med at være.

- Jeg tror ikke, at der bliver mindre at lave i den branche, for skibene bliver ikke nær så gamle i dag, som de gjorde for 20 år siden. Dem, vi ophugger i dag, er fra 1980'erne og 1990'erne, siger Orla Rasmussen.

Forsvarsmateriel er kernekompetence

Direktøren fortæller, at noget af det, der også holder gang i forretningen, er offshore-industrien, som har sendt en masse skibe på skrotmarkedet. Derudover er Jatob specialiseret i forsvarsmateriel og har de seneste mange år ophugget størstedelen af det danske forsvars skibe. 

Der er også ophugget amerikanske skibe, som har ligget i Holland, Frankrig og Belgien. Men også skibe fra det tyske forsvar har endt deres dage i Frederikshavn. En af de ophugninger, som Jatob har haft det seneste år, er en ubåd i rustfrit stål, som man overtog fra det tyske krigsministerium.

- Det er en af dem, der sejler tættest ved land, for den er ikke ret stor. Men den er noget speciel, for der var to store motorer og to store generator i den. Det har vi ikke set før, siger Orla Rasmussen.

Her ses den tyske ubåd, inden den blev ophugget. <i>Foto: Jatob.</i>

Her ses den tyske ubåd, inden den blev ophugget. Foto: Jatob.

Han fortæller, at virksomheden lige pt. har to skibe på bedding, mens der ligger otte skibe og venter på at komme på land. Det er bl.a. et tysk politiskib samt to skibe fra grønlandske Royal Arctic Line. Et af de grønlandske skibe er 'Angaju Ittuk', som er bygget i 1984.

En familiebedrift

Jatob er en vaskeægte nordjysk familievirksomhed, og navnet er opkaldt efter grundlæggeren, børnene og hustruen: Jan, Allan, Tina, Orla og Birgit.

Da Jatob i sin tid blev grundlagt, gjorde virksomheden sig mest i nedrivning på land. Men en dag kom en bekendt tilfældigt forbi med et skib, der skulle til ophugning. Resten er historie.

Selvom et generationsskifte i virksomheden for længst er eksekveret, er den 80-årige Orla Rasmussen stadig direktør.

- Så længe mine ben kan bære mig, vil jeg have min daglige gang rundt om i virksomheden, udtalte han sidste år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.