Det er simpelthen for dårlig, at vi ikke taler ordentligt til hinanden, når vi er uenige. Når vi står med hver vores oplevelse af virkeligheden og er langt fra hinanden, holdningsmæssigt. Den tone, de udtryk og den aggressivitet som man oplever, specielt på nogle af de sociale medier, er ikke befordrende for den gode samtale, dialogen, som i min optik er en hjørnesten i det demokrati, som vi danskere ellers ynder at værne om.

Egentlig er jeg ikke god til sådan at banke i bordet og sige ”det er for dårligt”. Men problemstillingen med ikke at tale ordentligt, den bekymrer mig virkelig, og jeg står ikke ene om at synes, at det er for dårligt. Det er ikke en problemstilling, der som sådan knytter sig til det felt, som jeg arbejder i. Men jeg tror faktisk, at vi der arbejder med idrætsforeninger og folkeoplysende aktiviteter kan bidrage til løsningen.

Efter krigens afslutning i 1945 kørte der, i kølvandet på 5 år uden demokrati, en debat i Danmark omkring demokrati og forudsætningerne for et velfungerende demokrati. En af de store debattører, som jeg er stor fan af, var Hal Koch, som i Berlingske Aftensavis i juni 1945 skrev i en kronik om demokrati:

”Det er samtalen (dialogen) og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvis det glipper vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen.”

I Kochs perspektiv var magtkampen lig med slåskampen hvor den stærkeste vinder. For Hal Koch var demokratiet en livsform, og ikke en afstemningsmetode i foreningen, i byrådssalen eller i folketinget.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg synes om de muligheder, som de sociale medier har givet os. På samme tid fantastiske og bekymrende. Alle kan komme til orde, og kommer til orde, hvis de har lyst. Men, indhold og form på nogle af de sociale medier giver alt for ofte et rigtig dårligt afsæt for den gode samtale.

Jeg mener helt generelt, at vi danskere mangler noget godt gammeldags demokratisk dannelse. Uden det glider den form for demokrati, som Hal Koch skrev om i 1945, længere og længere væk. Det tror jeg ikke danskerne inderst inde ønsker. Så vi skal have fundet en løsning.

En løsning på problemet

Det mest nærliggende, men måske ikke helt realistiske, er at sende alle danskere – ung som gammel - på et højskoleophold, med den gode demokratiske samtale som tema. Vi vil helt sikkert kunne flytte nogen – nok ikke alle – hvis de fik et intensiv træningsforløb omkring hvordan man debatterer og samtidig bevarer respekten og interessen for dem, som man debatterer med.

Som nævnt er det nok ikke realistisk at få alle danskerne på højskole, og derfor skal der tænkes meget bredere, hvis vi skal flytte noget og nogen. Hvis jeg nu holder mig til den verden, som jeg er selv er en del af, så er arbejdet i idrætsforeningerne et oplagt sted at rette fokus mod.

De mange tusinde frivillige i danske idrætsforeninger har til daglig kontakt med rigtig mange børn, unge og voksne (eller det får de, så snart Corona skyen er lettet).

De frivillige ledere og trænere arbejder hver dag med at få tingene til at fungere på en ordentlig måde i en ordentlig tone og efter nogle klare spilleregler. Ellers kan man ikke få en træning og et positivt socialt sammenhold til at virke. Her lærer børn, unge og voksne, at der ikke er plads til upassende aggression og nedgørelse.

Idrætsforeningerne er vejen til mere demokratisk medborgerskab. Det er her, du lærer, at du kan få indflydelse og at din stemme er vigtig. Uanset om det handler om navnet på fidusbamsen, farven på opvisningsdragten eller om du vil stå i spidsen for et nyt hold. Du lærer, at du kan række ud og få ansvar og gøre en forskel. Og du lærer, at du først lykkes, når du kan håndtere uenighed, forskellighed og debat på en respektfuld måde.

Så idrætsforeningernes daglige virke – gennem tusindvis af frivillige og uddannede ledere og trænere - er med til at påvirke den demokratiske dannelse af danskerne, ikke mindst vores børn og unge. Sådan har det faktisk været i al den tid idrætsforeningerne har eksisteret. På samme måde som folkeskolerne, efterskolerne og højskolerne.

Ja, løser vi så problemet med den hårde retorik ved bare at melde alle børn, unge og voksne ind i de danske idrætsforeninger. Nej, heller ikke. Det kan i hvert fald ikke stå alene. Langt fra.

Hvis vi skal fremme den gode demokratiske samtale, som Hal Koch definerede den i 1945, skal der arbejdes bredt og målrettet i alle de institutioner, private som offentlige, hvor dannelsen af os som gode medborgere skabes, i skolen, i idrætsforeningen, på arbejdspladsen, i byrådet, i folketinget og i vores familier.

Vi vil så gerne lære Jens Otto Størup lidt bedre at kende. Derfor har vi stillet ham tre spørgsmål om politik, kultur og inspiration. Svarene får du her under.

Det er ikke svært for Jens Otto Størup at finde det mest positive, der er sket i foreningslivet de seneste år. For corona har vist, at det er de frivillige, som binder os sammen.

Hvad er det mest positive, der er sket inden for foreningslivet de seneste 3 år?

Den er let. Det er de frivillige, der det seneste Corona-år for alvor har vist, at idrætsforeningerne i bund og grund består frivillige, hvis daglige virke er vigtig for både vores fysiske, mentale og sociale sundhed - at de frivillige helt personligt og på foreningens vegne savner medlemmerne – og at de frivillige trods periodevise nedlukninger altid er der og er klar til byde medlemmerne velkommen.

Corona-krisen har ikke været god ved foreningerne, hvis enorme betydning for trivsel og sundhed nu står endnu tydeligere. I vores egne undersøgelser kan vi se, at det ikke har været let at trække nye frivillige til, når håndbold- eller bordtennisklubben er lukket ned. Den opgave gør vi meget for at støtte foreningerne i.

Men tilbage står, at det mest positive, er indsatsen fra landets hundrede af tusinder af frivillige. De er det kit, som binder vores fællesskaber sammen.

Hvis Jens Otto Størup var kulturminister, ville han sætte fokus på foreningslivet og de regler, det har med sig.

Hvis du var kulturminister, hvad ville du så sætte i fokus som det første?

Den helt almindelig hverdag i en forening, hvor børn og unge møder hinanden. Hvor unge planlægger, udvikler og tager ansvar sammen, når et stævne skal planlægges eller et hold skal stilles. Hvor vi dannes og mødes.

Hverdagen i en forening skal vi gøre mere for at lette, hvad angår regler og bureaukrati. Det ved jeg, at politikerne på Christiansborg, herunder også Kulturministeren, har fokus på. Det er noget, vi løbende taler med dem om.

Inspiration er at finde mange steder. For Jens Otto Størup er det i ørerne, når han lytter til podcast.

Hvem er din største inspirationskilde og hvorfor?

Det er alle de mennesker, som ved hvad de taler om. Dem som virkelig er godt inde i et eller andet interessant emne. Jeg er begyndt at lytte meget til Podcast, når jeg kører bil og her har jeg nogle lange ture til Vingsted en gang imellem.

Emnemæssigt spreder jeg mig en del: Grundtvig, metakognitiv terapi, idræt og kulturpolitik og ledelse (bl.a. DGIs egne Podcasts). Podcast er simpelthen et fantastisk medie. Eksperterne får lov at tale ud, og som lytter kommer man med hele vejen rundt. Jeg bliver meget inspireret og motiveret af at lytte, når dygtige mennesker taler og får lov til det.