Ikonisk værtshus rives ned: Ejer har vilde planer

Slut med brunt værtshus på centralt hjørne i Aalborg. Bygningen er faldefærdig

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

AALBORG:Det er endegyldigt ovre for et af byens mest kendte værtshuse. Det er slut med tobakståger, billige øl og enarmede tyveknægte.

West-End Bar i Vestbyen i Aalborg var kendt for lave priser og et uformelt miljø. Ikke meget blev forandret her gennem tiderne. Foto (2007): Ajs Smed Nielsen

West-End Bar i Vestbyen i Aalborg var kendt for lave priser og et uformelt miljø. Ikke meget blev forandret her gennem tiderne. Foto (2007): Ajs Smed Nielsen

West-End var en tidslomme. Et af de såkaldt brune værtshuse. Et sted for jævne folk og studerende. Ifølge Tinglysningsbogen er bygningen opført i 1896.

Men siden november 2019 har værtshuset været dødt. Vinduer og døre er lukket til. Ingen gæster har betrådt lokalerne. Det kommer de heller ikke til igen. Bygningen skal rives ned, oplyser ejeren.

Rumænere kørte det i sænk

- Bygningen er fuldstændigt færdig. Det kan ikke betale sig at renovere det, så da mine lejere opsagde lejekontrakten, besluttede jeg mig for, at der skulle ske noget andet her, siger Lars Dahl-Jensen, der ejer ejendommen, hvor West-End ligger.

Han har senest haft stedet forpagtet ud til et par rumænere. De kunne ikke få økonomi i det, så de valgte at slukke for ølhanerne.

- West-End havde lukket sig selv. Mine lejere kørte det fuldstændigt i bund og levede nærmest på en sten, så jeg har valgt, at jeg ikke vil genudleje stedet igen. Vi arbejder med et større byggeprojekt der i stedet, siger Lars Dahl-Jensen.

Byggeri i fem etager

West-End ligger på Borgergade 36. Lars Dahl-Jensen drømmer om boligprojekt i fem etager på adresserne 34-36 og Badehusvej 8-12. Han er dog kun indehaver af stueetagen i nummer 36. De øvrige adresser ejer han heller ikke. Så dette ville kræve et samarbejde med de øvrige ejere eller opkøb. Vestbyens Cykelhandel ligger på Borgergade 34 og har lejekontrakt de næste 10 år her, oplyser indehaveren af cykelhandlen.

Via sine ejendomsselskaber er Lars Dahl-Jensen i forvejen indehaver af cirka 70 udlejningsboliger i Aalborg. Han har i øvrigt også har et boligprojekt på vej i Kirkegårdsgade i Hasseris på grunden, der tidligere husede et stenhuggeri.

Boligprojekt erstatter værtshus


Grafik: Boligprojekt erstatter værtshus
Aalborg Kommune. Grafik: Jette Klokkerholm

Boligprojekt på Borgergade/Badehusvej

Borgergade 34-36 og Badehusvej 8-12 er i dag omfattet af Lokalplan 09-042, der giver mulighed for at opføre bebyggelser i 3½-4½ etager.

Aalborg Kommunes anbefalinger til ny lokalplan:

Omfang: Maks. 3.000 etagemeter. Maks. 3½ etager mod nord i Badehusvej. Mod øst svarende til højde på nabobygning i Borgergade. Maks. 6 etager på hjørnet.

Arkitektur: Tilpasses karréstrukturen og facaderytmen langs Borgergade. Markant hjørnebebyggelse i karré - erstatter eksisterende etagebygninger med middel og lav bevaringsværdi.

Parkering: I kælder under terræn eller under dæk i del af gård, jf. p-normen.

Trafik: Varelevering kan vha. frivillig udbygningsaftale etableres som lomme i Badehusvej, forudsat at normal trafikafvikling kan opretholdes. Vejadgang fra Badehusvej.

Opholdsarealer: Primært på tage.

Beplantning: På tage, synligt fra gaden - evt. facadebeplantning.

Kilde: Aalborg Kommune

Etagebyggeriet på Borgergade / Badehusvej vil ikke kunne stå klar før om tidligst to-tre år. Der vil kunne bygges cirka 40 lejligheder. Der er planer om både ungdomsboliger og lejligheder på 50 - 110 m2 og en facade i gule sten, så den matcher de eksisterende naboejendomme.

God beliggenhed

Der kommer ikke et "brunt værtshus" i stueetagen i det kommende byggeprojekt. Her er der planer om to-tre cafeer og restauranter og forhåbentlig et lille torv med udendørs servering og lidt grøn beplantning.

- Det er jo en pragtfuld beliggenhed. Den har jo aftensolen lige ind på facaden og ligger tæt på byen.

Han håber, hjørnet bliver en naturlig passage fra midtbyen og ned til de nye kulturområder, som Spritten og Aalborg Street Food i Vestbyen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.