“Hvis du skænker en mørk rom og sætter dig ned i en stille stund,” begynder Peter Møller Madsen og løfter sit glas.

“… så tror jeg godt, du selv kan mærke, hvornår du stopper med at være en gevinst for din arbejdsplads.”

Foreløbigt er det kun rabarbersaft og ikke rom, der er i glasset – men Peter Møller Madsen ved godt, hvilken vej det går.

“Og ingen person er større end projektet,” siger han om Nibe Festival.

Ikke fordi det lyder flot eller står på side 1 i en ledelseshåndbog. Men fordi det livsværk, han har arbejdet for i 38 år, fortjener bedre.

Derfor har festivallederen for længst instrueret sine kollegaer i, hvad de skal gøre, den dag han bliver et problem og ikke en gevinst for festivalen:

“Så skal de fjerne mig,” siger han med største selvfølgelighed.

“Jeg håber, de tager mig i kraven og smider mig ud. For jeg vil ikke være den, der bremser vores udvikling. Jeg vil ikke være den, der dræber folks engagement. Eller den, der laver fatale fejl, fordi jeg ikke kan følge med.”

Men hvor parkerer man sit eget ego i det generationsskifte, som så småt er i gang? Og hvor starter man med at give slip, når man som Peter Møller Madsen er indbegrebet af Nibe Festival?

Det tillader jeg mig at spørge ham om – her på festivalens første dag.

Peter Møller Madsen fyldte 60 tidligere i år. Her er han fotograferet på Nibe Festival i 2022. Arkivfoto: Claus Søndberg

Prisen for passion

Festivallederen starter med at komme med en høflig rettelse:

Nibe Festival er givetvis indbegrebet af Peter Møller Madsen. Men Peter Møller Madsen er ikke indbegrebet af festivalen.

“Det er denondelynemig kollektivet,” siger han og begiver sig ud i en hjertelig hyldest af sine kollegaer og de 4.800 frivillige, som han åbenlyst helst vil have interviewet til at handle om.

Jeg kan godt vride ud af ham, at han har gjort en positiv forskel for festivalen – men det er den kollektive indsats, som oprigtigt rører ham. Og som har ført Nibe Festival fra “en flok unges lillebitte lokalarrangement” til Nordjyllands største musikfestival med op mod 20.000 gæster om dagen.

“Sidste år var vi især spændte på at tage imod det unge publikum. Der havde været mange historier i pressen om, at de unge ikke havde lært at gebærde sig efter pandemien. Og derfor var jeg enormt berørt, da de stod bag en snor og ventede på, at vi åbnede campen. Helt harmoniske og forventningsfulde,” siger Peter Møller Madsen. Arkivfoto fra 2022: Martin Damgård

Alligevel har der været dage, hvor Peter Møller Madsen ville ønske, han ikke havde siddet på Jernkroen den aften i 1985, hvor den egentlige stifter, Torben Jakobsen, kom hen og spurgte, om de ikke skulle starte en festival.

“For det har fandeme været sjovt,” siger han, mens oplevelserne står i kø for at blive fortalt. “Men det har nok ikke været så sundt.”

Hverken for festivallederen selv eller for familien, som har betalt prisen for Peters passion:

“I dag tror jeg, de er stolte af, hvad vi har skabt herude. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine børn ikke så ret meget til deres far, da de havde allermest brug for det. Selv når jeg var der fysisk, var jeg ikke nødvendigvis til stede for dem og min kone.”

En tendens, som Peter Møller Madsen ikke ville slæbe med sig ind i sine 60’ere. Og som han er stolt af faktisk at have handlet på.

Kunsten at kende sine egne begrænsninger

Han tager endnu en tår rabarbersaft og forsikrer mig om, at han absolut ikke er træt af sit arbejde.

“Men jeg kan godt mærke, at festivalen udvikler sig massivt fra år til år – og at jeg samtidig bliver et år ældre hver gang. Derfor er der selvfølgelig ting, jeg tidligere har haft nemt ved, som jeg pludselig skal mosle mere med.”