Nordjyske mener

Nordjyske mener: Historien om Rubjerg Knude Fyr rummer en vigtig pointe om, hvem der skal tilpasse sig naturen

Kathrine Lykkegaard er redaktionschef hos Nordjyske. 
Kathrine Lykkegaard er redaktionschef hos Nordjyske.  Foto: Martél Andersen / Grafik: Malte Keld Nielsen
Lyt til artiklen

Det kan jo umiddelbart virke som lidt af et sisyfosarbejde.

Men i virkeligheden afspejler det et respektfuldt forhold til den natur, som omgiver os.

For dem, der fulgte med i flytningen af Rubjerg Knude Fyr i 2019, var det et bemærkelsesværdigt syn. Selve flytningen virkede ret udramatisk. Stille og roligt bevægede det gamle fyr sig 70 meter længere ind i landet.

Men selv som udenforstående var man ikke i tvivl om, at de få timers langsomme bevægelse var kulminationen på et langt og kompliceret arbejde.

Dengang var forventningen, at flytningen havde sikret fyret i flere årtier.

Men nu rejser spørgsmålet sig igen.

Efter et nyt skred i skrænten neden for fyret vurderer den lokale kyst- og strandfoged, at de 70 meter måske ikke har købt helt så mange år, som man håbede. Ingen ved, om en ny flytning bliver nødvendig om fem, ti eller langt flere år. Men udsigten er ikke længere rent teoretisk.

Det udfolder vi i vores podcast Forbindelsen, som du finder i Nordjyskes app. 

Den første indskydelse kan meget vel være, at det virker omsonst at skulle igennem sådan en tung og dyr opgave én gang til.

Og så alligevel.

For midt i det næsten absurde syn af et 700 ton tungt fyr, der ved hjælp af donkrafte og en slags rulleskøjter langsomt bevægede sig gennem sandet, lå der en fornuftig erkendelse af, hvordan vi bør leve med den natur, der former Nordjylland.

Vi kan ikke få kysten til at stå stille. Det har den aldrig gjort. Og det er ikke nødvendigvis en fejl, som vi skal rette op på. 

Derfor er der også noget eksemplarisk ved løsningen ved Rubjerg Knude dengang: Vi flyttede fyret i stedet for at indrette naturen anderledes. 

Det er besværligt. Og det er dyrt.

Men alternativet er i sidste ende mere vidtgående: At forsøge at fastholde en kyst, hvis  værdi netop er, at den er i konstant forandring.

Det betyder ikke, at enhver bygning langs kysten skal reddes for enhver pris. 

Men Rubjerg Knude Fyr er ikke en hvilken som helst bygning. Det er et vartegn for området og for landsdelen. Det er et af de stærkeste ikoner for vores vestkyst. 

Skal man så flytte fyret igen og igen, i takt med at naturen forandrer sig?

Det bliver først et sisyfosarbejde, hvis målet er at vinde over naturen.

Det er det ikke. 

Derfor bør vi også være klar til at flytte fyret igen, hvis det bliver nødvendigt. Også hvis det sker tidligere, end man forventede i 2019.

Kathrine Lykkegaard Jeppesen er redaktionschef for Identitet.

Gå til relaterede emner

Forsiden