Kæmpe fald i gaspriserne er rigtig godt nyt for dig - og din elregning
Din strømregning er lige blevet markant mindre end frygtet. Bliv klogere på, hvordan det hænger sammen
Opdateret kl. 08:15
NORDJYLLAND: Mange af os trænger nok til en god nyhed - og meget gerne noget, der kan yde lidt førstehjælp til vores lommesmerter.
Så her kommer en: Gasprisen er faldet markant. Og det er ikke kun sød musik i ørerne for de omkring 400.000 danskere med gasfyr. De faldende gaspriser smitter nemlig af på noget, vi alle sammen bruger:
Strøm.
- Når gasprisen falder, falder prisen på strøm også. De to ting følges ad, forklarer Kristian Rune Poulsen, der er analytiker i brancheorganisationen Green Power Denmark.
Gaslagre er næsten fyldt op
I slutningen af august, da prisen var på sit højeste, kostede en kubikmeter gas svimlende 28 kroner - og det var tilmed før moms, afgifter og transporttillæg. Tirsdag i denne uge kunne man slippe med ni kroner.
Med andre ord er vi nede på en tredjedel af sommerens ekstreme priser. Det hænger sammen med, at gaslagrene rundt om i Europa er ved at være fyldt op - de fleste lande melder, at deres lagre er oppe på 90 procent.
- Vi er lige ved at være i en situation, hvor vi har for meget gas i forhold til den flydende gas, som vi også importerer til Europa, siger Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark.
Gaspriserne ligger fortsat fuldstændig uhørt højt. Vi er stadig meget langt fra de syv kroner per kubikmeter, som gasprisen har ligget på de senere år.
- Men den værste katastrofe ser ud til at være afværget, siger Kristian Rune Poulsen.
Og det smitter af på din strømregning, som også har taget et dyk. På det seneste har vi som en ekstra bonus haft godt med blæsevejr i Nordeuropa, og det har givet flere dage med næsten gratis strøm herhjemme.
6. oktober var prisen helt nede at ramme 16 øre for en kWh inden moms, afgifter og transporttillæg. De seneste dage er vinden løjet af, og strømpriserne er steget igen. Men de ligger fortsat et godt stykke under de dage i sensommeren, hvor vi - i de dyreste timer - betalte op mod otte kroner for en kWh i ren elpris.
For tidligt at juble
Bliver gasprisen i sit nuværende leje, vil en helt almindelig familie med et forbrug på godt 1800 kubikmeter naturgas om året slippe halvt så dyrt som frygtet. Det viser en beregning, som Danske Bank har lavet for Børsen.
Men desværre skal vi forberede os på, at gaspriserne kommer til at stige igen, når vi om en måneds tid tænder for gasfyret - og dermed også elpriserne.
- Forventningen er nok, at når vi begynder at bruge gas til opvarmning i næste måned, vil gaspriserne stige igen, siger Kristian Rune Poulsen.
Markedet forventer, at prisen hen over vinter og hele 2023 kommer til at ligge rimeligt stabilt på cirka det halve af priserne i august. Det svarer til omkring 15 kroner per kubikmeter.
- Jeg tror ikke, at vi kommer til at se priser i nærheden af dem, som vi så i sommer. Men når det er sagt, er jeg blevet overrasket et par gange det seneste års tid, siger Kristian Rune Poulsen.
Ser man på de kommende måneders elpriser, er de lidt sværere at spå om. For selvom gaspriserne bestemmer niveauet for elpriserne langt det meste af tiden, kan prisen på strøm enkelte dage ligge meget lavere, hvis det blæser godt herhjemme og i vores nabolande.
- Køber man el til levering i vintermånederne, ligger priserne lige nu på omkring 3,5 og 4 kroner pr. kWh uden moms, afgifter og transporttillæg. Men den kan komme til at ligge lavere nogle dage, siger Kristian Rune Poulsen.
Plastret er revet af
Når gasprisen er faldet så markant siden august, skyldes det blandt andet, at Putin har spillet sig selv af banen, siger Kristian Rune Poulsen:
- Der, hvor prisen virkelig har fået et nøk opad, har været, når russerne har skåret ned for gasleverancerne. Nu er plastret langt om længe revet af. Så det er begrænset, hvor meget Putin kan sanktionere os med gassen. Vi ved, hvor vi står, og det har givet ro omkring markedet. Nu bliver det vind og vejr, der afgør priserne, og vi kan begynde at koncentrere os om, hvad der skal få os ud af krisen.
- Det er et langt sejt træk. Men jo flere gasfyr vi får ud af hjemmene, og jo flere virksomheder der får stillet om, jo bedre ser situationen ud, siger Kristian Rune Poulsen.
Og så skal vi ellers bede til vejrguderne om noget kedeligt vintervejr, tilføjer han:
- Ikke for koldt og med en masse blæst.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.