Bilen kan ikke længere kaskoforsikres. Nu ringer alle alarmklokker
Store forsikringsselskaber vil ikke længere kaskoforsikre omdiskuteret elbil. Imens fortsætter firmaet bag sit brandudsalg
Opdateret kl. 10:42
I den vestlige del af Nordjylland kører en elektriker rundt i en topudstyret bil, som han har betalt 600.000 kroner for.
Det samme gør en mand lidt uden for Aalborg.
De to nordjyder er blandt de cirka 300 danske indehavere af den omdiskuterede elbil Fisker Ocean, som den danske bildesigner Henrik Fisker står bag.
Og som de store forsikringsselskaber ikke vil røre med en ildtang.
Topdanmark, Alm. Brand og Tryg siger alle til Politiken, at de ikke længere vil tegne nye kaskoforsikringer på elbilen Fisker Ocean.
Kaskoforsikringen dækker i tilfælde af trafikuheld, hærværk og tyveri. Men den type skader vil forsikringsselskaberne altså ikke længere dække, hvis nye kunder skulle få lyst til at købe denne elbil.
Og det giver, ifølge FDM, god mening.
- Der er reelt stor risiko for, at Fisker går konkurs, og der er stor risiko for, at man ikke vil kunne få softwareopdateringer og reservedele til bilen. Og alle alarmklokker ringer nu, hvor man ikke kan købe kaskoforsikring til bilen, siger forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru, til Politiken.
Gældsbjerg og konkursbeskyttelse
Fisker Inc., som Henrik Fiskers bilfirma hedder, har nærmest siden begyndelsen levet en omtumlet tilværelse.
Det første eksemplar af Fisker Ocean blev leveret til en dansk kunde i maj sidste år, og i alt er godt 300 eksemplarer af elbilen kommet på danske plader, hvoraf størstedelen er privatejede.
Men pengekassen i bilfirmaet er blevet tømt med alarmerende fart, alt imens gælden bare er vokset og vokset.
I midten af juni måtte Fisker Inc. så midlertidigt kapitulere efter flere måneders overlevelseskamp og søge om konkursbeskyttelse i USA.
Konkursbeskyttelse svarer til det, man herhjemme kender som betalingsstandsning med henblik på en rekonstruktion. Ved at søge om konkursbeskyttelse kan Fisker Inc. fortsætte driften, uden at kreditorerne kan sætte en stopper for det.
I mellemtiden er planen at sælge ud af elbilfirmaets aktiver og få omstruktureret og nedbragt den milliardgæld, som tynger firmaet voldsomt.
Sælges uden garanti
Et brandudsalg, hvor Fisker Ocean sælges med massive rabatter, er sat i gang, men det usædvanlige er, at bilerne sælges uden garanti.
Det er uhørt for en fabriksny bil.
Den vejhjælp, som ellers er fulgt med mærkets biler, er desuden lukket, og det samme er Fiskers danske udleveringscenter.
Den massive usikkerhed forbundet med Fiskers evne til at redde sig ud af stormvejret har fået FDM til at fraråde, at man køber en Fisker Ocean.
I stedet bør man lease, lyder det.
Konsekvensen ved en konkurs
De danske kunder, som kører rundt i en Fisker Ocean, kan fortsat få en ansvarsforsikring hos Topdanmark, Alm. Brand og Tryg. De nuværende aftaler om kaskoforsikringer står desuden ved magt, oplyser alle tre selskaber til Politiken.
I tilfælde af en konkurs mister købere af en Fisker Ocean både garanti og reklamationsret, og det er formentligt slut med softwareopdateringer af bilen.
Går bilen i stykker, kan den blive vanskelig - eller ligefrem umulig - at få repareret, og værdien af bilen vil højst sandsynligt styrtdykke.
Sidste år lykkedes det kun Henrik Fisker at sælge halvdelen af de cirka 10.000 biler, som elbilfirmaet producerede.
Henrik Fisker grundlagde, sammen med sin hustru, Fisker Inc. i 2016.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.