Kommunale skattekroner er tabt: Ny stor festival konkurs

Projektet, der skulle være et kulturelt fyrtårn, kan nu med rette betegnes som dødfødt 

Selskabet bag Colorz Festival er gået konkurs. Kommunen står til et stort tab på et projekt, der aldrig gik i luften.  <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Selskabet bag Colorz Festival er gået konkurs. Kommunen står til et stort tab på et projekt, der aldrig gik i luften.  Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG:Der var lagt i kakkelovnen til et unikt og storslået type af event, da Colorz Festivalen blev lanceret. Over tre dage skulle kunst, street og musik forenes på en festival i Kildeparken i Aalborg. 

Men det kommer aldrig til at ske. 

Colorz Festival har på sin hjemmeside meddelt sin konkurs. Konkursen begrundes med, at det ikke er lykkedes at sælge det fornødne antal af billetter. Det er dermed det endelige punktum for en tumultarisk fortælling om en festival, der aldrig blev til. 

Kommunalt tilskud tabt 

Aalborg Kommune støttede op om projektet siden dets start i 2020, og her blev det besluttet at støtte med samlet set 1,8 millioner kroner, som skulle fordeles over tre år. På grund af corona blev festivalens debut i 2021 udskudt med et år, og her blev det fortalt, at kommunen lod det økonomiske tilskud til projektet flytte med.

Festivalens egenkapital var i minus ifølge selskabets seneste regnskab. Dermed tyder det umiddelbart på, at kommunale skattekroner er gået tabt. 

NORDJYSKE arbejder på at få en kommentar fra kommunen, der selv arbejder på at få meldt noget ud på baggrund af den nylige konkurs. Det trækker ud grundet ferieafholdelse af Aalborg Events Eventchef Søren Thorst. 

I en pressemeddelelse fra 29. juni udtaler han dog følgende: 

- Der er altid en vis risiko ved at opstarte en ny festival, og vi havde derfor heller ikke forventet et overskud det første år. Vi er af den opfattelse, at grundlaget for tilskuddet er bortfaldet, da festivalen som anført i tilskudsaftalen ikke er afholdt. Derfor vil vi anmelde vores krav om tilbagebetaling af tilskuddet til boets kurator.

Store armbevægelser

Det var med store armbevægelser, Colorz Festival blev søsat. 

Arrangørerne bag festivalen har ifølge deres hjemmeside arrangeret store- og mellemstore koncerter og festivaler siden 2000, og de fremhæver samarbejde med blandt andet Snoop Dog, Ice Cube og andre større udenlandske navne.

Der var da også lagt op til en festival i Kildeparken med store danske navne i form af Branco, L.O.C. og Ericka Jane krydret med fem udenlandske artister, men de har alle nu et hul i sommerens kalender som følge af konkursen. 

- Vi har siden december 2020 skulle bruge 16 måneder, på at indhente hjælpepakker til artister booket i 2020, samt at genetablere den finansiering vi havde i hus før Corona. Dette har betydet at festivalen først kunne gå i salg d. 19 april 2022. Vi har haft troen på at det stærke program kunne bære festivalen igennem år 1, men må desværre erkende at det i denne meget korte periode, ikke er lykkedes at sælge de nødvendige billetter, fremgår det af pressemeddelelsen.

NORDJYSKE har forsøgt at træffe ejeren af og direktøren for Colorz Festival, Oscar Borup Abrahamsson, men dette har ikke været muligt. 

Ifølge pressemeddelelsen vil alle billetindehavere få deres køb refunderet gennem Ticketmaster. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden