Korthuset vælter: Havnebakken A/S lukker ned for driften

Drømmen om at samle Vesterøs hoteller og restauranter under en samlet direktion er bristet. Havnebakken A/S afskediger alle ansatte og lukker for den nuværende driftsform ved udgangen af oktober.

Havnebakken A/S lukker ned for vinteren, og håber på at genåbne til foråret med nye forpagtere <i>Foto: Kristen Østergaard</i>

Havnebakken A/S lukker ned for vinteren, og håber på at genåbne til foråret med nye forpagtere Foto: Kristen Østergaard

Læsø: I den seneste tid har der været flere spekulationer om fremtiden for aktieselskabet Havnebakken A/S, der indtil nu har drevet Havnebakken, Carlsens Hotel, Havnebakken Bed & Breakfast og Læsøbageren under en samlet direktion. 

Ved udgangen af oktober vil den nuværende driftsform ophøre, hvorfor selskabets hoteller og restauranter lukker: 

- Vi lukker ned for driften i slutningen af dette efterår, og har opsagt alle medarbejdere. Det er ærgerligt, men det er en nødvendighed, fordi det økonomiske tab på nuværende tidspunkt er for stort til at kunne fortsætte, fortæller ejer og indehaver af aktiemajoriteten Trygve Natvig.

Et økonomisk efterslæb

Allerede i år 2020 konkluderede en økonomisk vurdering, at Havnebakken A/S havde tabt mere end 50% af sin egenkapital. Året efter gik selskabet ud med et underskud på 3,2 millioner kroner. I håb om at kunne sikre firmaets fremtid, har Trygve Natvig selv tilført yderligere likviditet til finanseringen af driften:

- Jeg har tidligere i år forsøgt at gøre mit for at skabe mere balance i regnskabet, netop fordi vi ønsker at bevare de steder, Havnebakken A/S råder over, fastslår ejeren.

Som følge af årene med Covid 19 har selskabet været plaget af et økonomisk efterslæb, der blandt andet viser sig ved en uhensigtsmæssig tilbagebetalingsplan på de coronalån, man foretog under pandemien.

- Vi betaler af på et coronalån med en rente på 10%, hvilket svarer til 140.000 kr. om måneden. Det høje tilbagebetalingsbeløb hænger ikke sammen med en stille lavsæson med færre gæster. Vi undersøger muligheden for at forlænge lånetiden, men indtil da ser vi os nødsaget til at lukke ned for vinteren, fortæller Trygve Natvig.

Direktionen under pres

Det er ikke kun ugunstige lånevilkår, der truer fremtiden for Havnebakken A/S. I 2018 opkøbte selskabet Vandrehjemmet, og i efteråret 2019 overtog man yderligere Carlsens Hotel og Læsøbageren. Det har siden skabt store udfordringer i omstillingen af både driften og de ansatte, hvilket er medvirkende til en fortsat økonomisk negativ spiral:

 - Vi drømte om et stordriftsforhold, og overtog jo disse virksomheder, fordi vi troede på en normal udvikling. Da corona så kom, blev det kun mere vanskeligt at forene de nye virksomheder under en samlet ledelse, og i løbet af 2020 og 2021 har vi tabt 5 millioner kroner, medgiver Trygve Natvig.

Man nu står overfor et vinterhalvår, hvor Vesterø Havns to mastodonter indenfor hotel- og restaurationsbranchen holder definitivt lukket. Nedlukningen modstrider ikke kun antagelsen om, at øens restaurationsbranche lever af højsæsonen for netop at kunne overleve i lavsæsonen. Med dette træk giver man tillige afkald på det faste klientel og de lokale, der støtter forretningerne - også når turisterne er rejst hjem. 

- Dette er jo en balancegang. Med stigende strømpriser og en meget lille personalestab, der også skal have fri, giver det ikke mening for os at holde åbent, forklarer Trygve Natvig.

- Jeg ønsker, at Havnebakken og Carlsens Hotel kan eksistere mange år endnu, og tror på, at en ny begyndelse er det, der skaber muligheden for det, siger Trygve Natvig. <i>Foto: Arkivfoto</i>

- Jeg ønsker, at Havnebakken og Carlsens Hotel kan eksistere mange år endnu, og tror på, at en ny begyndelse er det, der skaber muligheden for det, siger Trygve Natvig. Foto: Arkivfoto

På jagt efter nye forpagtere

Fremtiden for Havnebakken A/S beror nu på, om man kan finde nye forpagtere til Havnebakken og Carlsens Hotel.

- Bestyrelsen har haft en lang diskussion om, hvad der skal ske nu, og det er endnu uvist, hvad slagplanen skal være. Imens vi kæmper for at finde en løsning, er selskabet på jagt efter nye forpagtere til restauranterne på henholdsvis Havnebakken og Carlsens Hotel, som også omfatter krostuen. Forpagtningen vedrører ikke hotellerne på hverken Havnebakken eller Carlsens, fortæller Trygve Natvig. 

Såfremt genåbningen af spisestederne afhænger af nye forpagtningsaftaler, er der imidlertid et spørgsmål, som trænger sig på; hvad skal der ske, hvis man ikke finder nye forpagtere?

- Vi arbejder netop nu på at finde en anden løsning, men i værste fald må vi sælge fra. Eller sagt på norsk: så skal vi sælge fra, lyder det fra indehaveren. 

En usikker fremtid

Til trods for de barske realiteter er Trygve Natvig fortrøstningsfuld: 

- Jeg ønsker, at Havnebakken og Carlsens Hotel kan eksistere mange år endnu, og tror på, at en ny begyndelse er det, der skaber muligheden for det, siger han.

En nedlukningsplan for henholdsvis Havnebakken og Carlsens Hotel er sat i værk, og søndag d. 23. oktober bliver årets sidste åbningsdag for begge steder. På nuværende tidspunkt har Havnebakken A/S fjernet Læsøbageren som bibranche, og bageriet i Vesterø Havnegade skal sættes til salg.

Ingen kan spå om fremtiden, men alting tyder på, at fundamentet krakelerer under det norskejede hotelimperium. Tilbage består kun håbet om, at nye ildsjæle står på spring for at puste liv i de ikoniske hoteller.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden