Kranfører stoppede i omstridt skrotfirma - og sendte borgmesteren ildevarslende besked
Birgit Hansen kaldte det et erhvervseventyr. Det gør hun ikke længere
Opdateret 06. september 2024 kl. 16:17
Alex Andersen havde glædet sig til at komme hjem.
I 20 år havde han arbejdet som rejsemontør over det meste af Europa.
Men nu var han blevet træt af at rejse rundt.
- Jeg havde en drøm om at få et job i min egen baghave, fortæller han.
Men drømmen om jobbet i barndomsbyen brast, få uger efter han havde skrevet under på ansættelseskontrakten.
Og da han havde sagt op, besluttede han sig for at skrive direkte til borgmesteren for at advare hende.
- Alt var jo pumpet op
Alex Andersen var den første kranfører hos den omstridte skrotgigant på industrihavnen i Frederikshavn, Modern American Recycling Services, Europe (M.A.R.S.), som Nordjyske de seneste uger har skrevet en række kritiske artikler om.
- Dette er en artikel i serien ''Livsfarligt skroteventyr''.
- Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S) kaldte det begyndelsen på et erhvervseventyr, da hun var med til at indvie et af verdens største værfter for ophugning af kæmpeskibe og boreplatforme. Men bag facaden på prestigeprojektet gemmer sig en virkelighed, hvor medarbejdernes liv er i fare.
- Serien er lavet på baggrund af et tocifret antal interviews med nuværende og tidligere medarbejdere hos M.A.R.S.
- Ved du noget? Tip journalisterne på graverne@nordjyske.dk. Tippet kan også sendes anonymt og krypteret via protonmail.com/da/ til nordjyskesecure@protonmail.com.
Han blev ansat i 2020, og han husker, at hans forventninger var skyhøje.
- Alt var jo pumpet op, der blev fortalt anekdoter fra USA, og de fortalte, hvor stort det skulle være. Der virkede til at være styr på alt, siger Alex Andersen, der i dag arbejder for et stort, dansk kranfirma.
I offentligheden havde borgmester Birgit S. Hansen (S) kaldt det kommunale prestigeprojekt til over en halv milliard kroner for begyndelsen på et "erhvervseventyr".
Og Frederikshavn Kommune skrev, hvordan havnen med ét slag nu var et "europæisk vækstcentrum", efter der var sat blæk på kontrakten med M.A.R.S.
I løbet af få dage gik det dog op for den nye kranfører, at virkeligheden var en helt anden.
- Allerede efter 14 dage vidste jeg, at det ikke ville blive et langt ægteskab, siger han.
Alex Andersens første opgave var at samle en 975 tons tung kran, M.A.R.S. havde lejet. Men han kunne ikke få det rigtige værktøj eller olie til at smøre med, fortæller han.
Det var der ikke penge til, lød beskeden fra ledelsen.
- Jeg bad også om arbejdshandsker og knæpuder, og så kom de tilbage med ét par tynde arbejdshandsker fra Jem & Fix. Det kunne vi slet ikke bruge, for det splitter vores hænder fuldstændigt ad, når vi skal samle sådan en stor bom på en kran, siger han.
Han gik direkte til administrerende direktør for M.A.R.S.' filial i Frederikshavn, Kim Thygesen.
- Så bad han mig om at lave en liste med det grej, jeg mente, jeg skulle bruge. Da jeg afleverede listen, sagde han: Det kan der overhovedet ikke være tale om, fortæller Alex Andersen.
I stedet fik han besked på, at han kunne gå op på de udtjente boreplatforme og tage det gamle værktøj og udstyr, der lå dér.
Da han kørte den første tur i kranen, og den sank ned i undergrunden og satte sig fast, kunne han ikke holde til mere.
Kort efter sagde han op.
Men frustrationen over måden at drive et værft på, kunne han ikke slippe.
- Jeg var virkelig bange for, at der skete noget deroppe. At en kran væltede og slog en mand ihjel, siger han.
Nordjyske har forelagt Alex Andersens kritik for Kim Thygesen. Han svarer ikke på, hvorfor medarbejderen ikke fik det nødvendige værktøj og udstyr, men bekræfter episoden, hvor en kran satte sig fast.
Han skriver, at medarbejderen forsøgte at "skyde genvej" ind over et område, der ikke var beregnet til krankørsel.
Borgmester: Jeg vil ikke kalde det et erhvervseventyr
En dag - i oktober 2020 - skrev Alex Andersen direkte til borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), på Messenger og advarede hende om, at det ville ende med en ulykke af "uset format".
Nordjyske er i besiddelse af et screendump af hele samtalen.
Birgit Hansen svarede, at hun ofte hørte "bekymringer om M.A.R.S.", og at "der er mange myter, og jeg prøver at forfølge dem".
Over for Nordjyske erindrede hun ikke Messenger-samtalen og de henvendelser, hun havde fået om M.A.R.S., før hun fik forelagt dialogen.
Hun fortæller, at hun har fulgt Nordjyskes afsløringer af de livsfarlige forhold hos M.A.R.S., der lejer sig ind på Frederikshavn Havn.
- Om M.A.R.S. er et erhvervseventyr, vil jeg ikke svare på i dag. For hvis det viser sig, at de ting, I er ved at bore ud, har noget på sig, vil svaret være et andet, end dengang de kom til Frederikshavn, siger hun.
Men hun kan ikke blande sig i, hvordan de driver virksomheden, siger hun.
- Vores opgave som kommune er at foretage miljøtilsyn. Og så der er nogle, der har andre roller: Fagbevægelsen og Arbejdstilsynet. Jeg håber sandelig, at de lever op til deres rolle, lyder det fra Birgit S. Hansen, der for nylig meldte ud, at hun ikke genopstiller som borgmester ved kommunalvalget næste år.
3F: Problemer med sikkerheden får medarbejdere til at sige op
3F har ifølge fagforeningen 50-60 medlemmer, som er beskæftiget hos M.A.R.S.
Her er Gitte Bloch Andersen, næstformand i 3F Frederikshavn, ikke overrasket over beskrivelserne i Nordjyskes serie om kritisabel sikkerhed på M.A.R.S.
Faktisk har hun hørt flere historier fra medarbejdere, som har kontaktet fagforeningen, efter at de har sagt deres arbejde op.
- Vi har hørt om det fra vores medlemmer, når de er kommet i deres tre ugers karantæne, som de har fået, fordi de selv har sagt op, fortæller Gitte Bloch Andersen.
Og på grund af karantænen er det ikke billigt for medlemmerne at træffe beslutning om at sige op.
- Der er jo så nogen, der har sagt, at det tager vi hellere end at risikere liv og lemmer, siger næstformanden.
- Det var problemer med sikkerheden, der fik dem til at sige op, og det er i løbet af de sidste par år, at de begyndte at sige fra, siger hun.
Kim Thygesen skriver i en mail til Nordjyske, at "vi har ikke haft den oplevelse".
Hos Dansk Metal, der har op til ti medlemmer på M.A.R.S., er formand John Karlssons begejstring fra 2019 for den nye, spændende arbejdsplads på Frederikshavn Havn kølnet.
- Jeg var rigtig glad for, at der ikke skulle ophugges skibe i Indien, men at det skulle være under ordentlige forhold, siger John Karlsson.
- Når man så begynder at høre historier, kan man godt være bekymret for, hvad der sker bagved det hegn, fortsætter han og forklarer, at de planlægger et møde med deres medlemmer hos M.A.R.S. - sammen med 3F.
Nordjyske har været i kontakt med chefkonsulent hos Arbejdstilsynet, Lars Flindt Pedersen.
Han oplyser, at M.A.R.S. er en såkaldt "arbejdsmiljøcertificeret" virksomhed. Det betyder blandt andet, at Arbejdstilsynet ikke kommer på almindelige grundtilsyn. De møder typisk kun op, når der har været en ulykke.
- Det er virksomheden, der har et ansvar for, at deres arbejdsmiljø er i orden. Og det kan man ikke skyde over på hverken Arbejdstilsynet eller de faglige organisationer, siger han.
Han nævner dog, at Arbejdstilsynet har mulighed for at gå ind i en sag, hvis det skønnes nødvendigt.
Kim Thygesen skriver til Nordjyske, at "samarbejdet med Arbejdstilsynet er godt", og at der ifølge ham har været både anmeldte og uanmeldte besøg over årene.
- De har senest været på pladsen i februar uden anmærkninger, skriver han.
Efter fem uger hos M.A.R.S. gik Alex Andersen ind til Kim Thygesen og lagde sit kort og sine nøgler på hans skrivebord.
- Jeg skal ikke fortælle dig, hvordan du skal drive din virksomhed, sagde jeg til ham, men det bliver uden mig.
- Han sagde, at jeg bare skulle give ham tre måneder, og så sagde jeg: Kim, du kan ikke rette det her op på tre måneder. Det løb er kørt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.