Nyansat styrtede seks meter ned: Ingen ringede efter en ambulance
En alvorlig faldulykke fra boreplatform kunne være endt fatalt. Eksperter er forargede over håndtering
Opdateret 06. september 2024 kl. 16:16
Han bevægede sig rundt på dækket på den enorme boreplatform Tyra Vest, som var i gang med at blive hugget op.
Han var nyansat og havde ingen faldsikring på.
Pludselig mistede han fodfæstet.
I næste sekund var han i frit fald.
Direktøren fastslog i første omgang, at der blev ringet efter en ambulance, og at de handlede så hurtigt, de overhovedet kunne.
Nordjyske kan nu fortælle en anden historie.
- Dette er en artikel i serien ''Livsfarligt skroteventyr''.
- Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S) kaldte det begyndelsen på et erhvervseventyr, da hun var med til at indvie et af verdens største værfter for ophugning af kæmpeskibe og boreplatforme. Men bag facaden på prestigeprojektet gemmer sig en virkelighed, hvor medarbejdernes liv er i fare.
- Serien er lavet på baggrund af et tocifret antal interviews med nuværende og tidligere medarbejdere hos M.A.R.S.
- Ved du noget? Tip journalisterne på graverne@nordjyske.dk. Tippet kan også sendes anonymt og krypteret via protonmail.com/da/ til nordjyskesecure@protonmail.com.
Kunne være endt fatalt
Nordjyske har de seneste uger talt med en lang række kilder i og omkring Modern American Recycling Services, Europe (M.A.R.S.) på havnen i Frederikshavn.
Det er et datterselskab til en af verdens største ophugningsvirksomheder, som blev trukket til Nordjylland i forbindelse med en lukrativ havneudvidelse på over en halv milliard kroner.
Virksomheden har slået sig op på at være globalt førende på miljø og sikkerhed, men for nylig kunne Nordjyske afsløre livsfarlige forhold på M.A.R.S. Forhold, som en ekspert kun har set i ulande.
Nordjyske har gennem interviews med centrale kilder og aktindsigt hos flere myndigheder fået indsigt i en alvorlig arbejdsulykke på M.A.R.S. i slutningen af 2021.
En ulykke, som kunne være endt fatalt.
Medarbejderen, som var nyansat og kun talte polsk, styrtede ifølge flere af hinanden uafhængige kilder seks meter, hvor han fik en hård landing på ryggen.
Men hvis ikke en plade tilfældigvis havde afbødet faldet, var han faldet meget længere ned, lyder det fra flere kilder.
- Så var han død. Det er jeg sikker på, siger en kilde, der var tæt på forløbet.
En anden kilde med kendskab til ulykken er rystet over håndteringen.
- Han var godt forslået. Så kom en leder, kiggede på ham og sagde: "Han er ved bevidsthed. Han kan godt gå ned selv,'' fortæller kilden, der ikke ønsker sit navn frem af hensyn til sit nuværende ansættelsesforhold.
- Og så rejste de ham op. Men han var fuldstændigt rundt på gulvet.
Kørt væk i privatbil
Nede på landjorden blev polakken fragtet fra boreplatformen til kontoret med armene rundt om to af sine kollegaer, fortæller kilderne.
På kontoret vurderede flere ledende medarbejdere, at det ikke var nødvendigt at ringe efter en ambulance. I stedet blev den kvæstede medarbejder kørt til vagtlægen i en privatbil.
- Da de kom ned til portvagten, smed de ham ind i en bil og kørte afsted. Men hvor var ambulancen, hvor var politiet, hvor var det hele, spørger en af kilderne.
Flere kilder fortæller, at chaufføren af bilen med den forulykkede medarbejder var Bent Frandsen, som dengang var én af de ansvarlige for sikkerheden hos M.A.R.S.
Da Nordjyske fanger ham, bekræfter han, at ledelsen bad ham om at køre bilen sammen med en anden polsktalende medarbejder, som skulle agere tolk for den tilskadekomne landsmand.
- Det er rigtigt, at jeg kørte den bil, men jeg har ikke flere kommentarer. Det må I tage med ledelsen, siger Bent Frandsen.
Ifølge Nordjyskes oplysninger blev der hos lægevagten straks ringet til en ambulance, da lægen fik beskrevet faldulykken. Derefter blev den forslåede medarbejder kørt med udrykning til hospitalet i Hjørring.
At M.A.R.S. ikke straks ringede 112, møder hård kritik fra Søren Korsgaard.
Han har 30 års erfaring inden for det præhospitale område, blandt andet som områdeleder, og har fungeret i ti år som konsulent for Patientombuddet (i dag Styrelsen for Patientsikkerhed).
- De leger med folks helbred, når de ikke tilkalder kvalificeret hjælp med det samme ved sådan nogle faldulykker. Der skal selvfølgelig ringes efter en ambulance, hvis man falder seks meter ned og lander på et hårdt underlag, siger han.
Ingen ambulanceudrykning på M.A.R.S.
Da Nordjyske første gang spurgte Kim Thygesen, administrerende direktør i M.A.R.S. Europe, ind til ulykken fastholdt han, at virksomheden ringede efter en ambulance, som kom og hentede polakken.
En forklaring, der også er i strid med en aktindsigt, som Nordjyske har fået hos Den Præhospitale Virksomhed.
I virksomhedens levetid er ambulancer rykket ud til M.A.R.S. fem gange.
Men der var ingen udrykning den pågældende dag.
Søren Korsgaard er rystet over hele forløbet.
- Lægen i lægevagten gjorde det fuldstændig rigtige. Han ringede 112. Det burde de allerede have gjort ude på virksomheden.
Han slår fast, at det er risikoen for indre blødninger, som gør, at patienten så hurtigt som muligt skal på hospitalet.
- Listen er jo lang over de skader, man kan pådrage sig over et fald fra den højde. Og der kan være siveblødninger. Det er hammersvært at stille den diagnose, siger Søren Korsgaard.
Hasse Mortensen var tilsynschef i 24 år hos Arbejdstilsynet, og han er heller ikke tvivl om, at M.A.R.S. skulle have tilkaldt en ambulance efter den alvorlige faldulykke.
- Det kræver en professionel vurdering, fastslår han.
Kim Thygesen har afvist at stille op til interview og forklare, hvorfor han i første omgang påstod, at der blev ringet efter en ambulance fra pladsen.
- Jeg vil ikke gå ind i de specifikke spørgsmål. Det vil være påstand mod påstand og kommentarer på folks følelser, og det vil jeg ikke, skriver han i en mail.
Polakken slap for indre blødninger, men ulykken medførte knoglebrud, fremgår det af en aktindsigt hos Arbejdstilsynet.
Nordjyske har gennem nuværende og tidligere medarbejdere forsøgt at finde frem til den tilskadekomne medarbejder.
Men flere af dem fortæller, at han stoppede kort tid efter, og at de aldrig nåede at lære ham at kende.
- Beskrivelserne i artiklen bygger på en lang række interviews med tidligere medarbejdere hos M.A.R.S.
- Beskrivelserne er blevet sammenholdt og krydstjekket med undersøgelser, notater og rapporter hos Arbejdstilsynet og ATP, som Nordjyske har fået aktindsigt i.
- Kim Thygesen, direktør hos M.A.R.S., sagde i første omgang til Nordjyske, at den pågældende medarbejder blev hentet med en ambulance.
- En aktindsigt hos Den Præhospitale Virksomhed viser, at der ikke har været en ambulanceudrykning til virksomhedens adresser på den pågældende dato.
- Kim Thygesen har senere haft mulighed for at påpege eventuelle fejl i Nordjyskes fremlægning, hvilket han ikke har gjort.
- - Jeg vil ikke gå ind i de specifikke spørgsmål. Det vil være påstand mod påstand og kommentarer på folks følelser, og det vil jeg ikke, skriver han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.