- Jeg tror uden at blinke, at det her bliver en milliardforretning, sagde Risgaard. Nu er han ude
Sammen med resten af ejerkredsen bag Coolshop giver Jacob Risgaard slip på en usædvanlig virksomhed
Opdateret kl. 10:45
Erhvervsmanden Jacob Risgaard havde begge arme i vejret og svært ved at skjule sin begejstring, da han for to år siden investerede halvanden million kroner i en helt særlig virksomhed.
Foran ham stod den 30-årige virksomhedsejer Mathias Nielsen, der har autisme og adhd, og som med en usædvanlig opskrift har bygget en af landets hurtigt voksende reparatører af brugt IT-udstyr.
For hos Gladteknik har de fleste medarbejdere et usynligt handicap.
Eller superkræfter, som Jacob Risgaard formulerer det.
Og kunderne og opgaverne bare strømmer ind, alt imens medarbejderstaben er vokset og vokset.
- Jeg tror uden at blinke, at det her bliver en milliardforretning, lød det fra Jacob Risgaard kort efter sin investering.
Det kan Gladteknik fortsat blive. En milliardforretning. Men det bliver ikke med Jacob Risgaard i ejerkredsen.
Ville gerne være fortsat
For kapitalfonden Maj Invest overtager nu 49 procent af Gladteknik i en handel, hvor Jacob Risgaard samtidig træder ud af ejerkredsen. Det skriver Børsen.
Jacob Risgaard investerede oprindeligt i Gladteknik gennem selskabet Coolgroup, som tæller resten af ejerkredsen bag Coolshop.
Ifølge Mathias Nielsen ville Coolgroup gerne være fortsat som aktionær i Gladteknik.
- Men de kan også godt se, at det rigtige for Gladteknik er at få Maj Invest til at drive os til det næste niveau, siger Mathias Nielsen til Børsen.
Hvor meget ejerne bag Coolshop indkasserer på at sælge deres ejerandel i Gladteknik fremgår ikke. Siden investeringen for to år siden er medarbejderstaben i Gladteknik vokset fra 10 til 60.
Flertallet af dem har én eller flere diagnoser, så som adhd, ocd, autisme eller aspergers.
Gladteknik holder til på Sjælland, men modtager brugt IT-udstyr fra hele landet. Både fra kommuner og virksomheder, men også store forsikringsselskaber, der sender deres kunder videre til Gladteknik.
Gennem sine mange sæsoner i Løvens Hule nåede Jacob Risgaard at investere i en lang række virksomheder. De er alle samlet under Coolshop-koncernen, hvis ejerkreds – foruden Jacob Risgaard – tæller brødrene Mike og Mark Nielsen samt Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.