Når aktiekurserne danser, som var de på druk i vestenvinden, er der altid nogen, der mister pusten. Og nogen, der mener, at det var en fejl at lære danskerne at investere.

Senest i Politiken, hvor den ellers dygtige redaktionschef Lotte Folke Kaarsholm i en klumme spørger, om det nu var så klogt, at politikere, finansfolk og kulturliv brugte et årti på at gøre almindelige danskere til glade amatørinvestorer – nu hvor markederne skælver, og kurserne falder?

Svaret er ja. Uden tøven: Ja.

Dansen på de finansielle markeder har de seneste måneder ganske rigtigt gjort ondt at overvære. 

Siden USA’s præsident Donald Trump tog magten og indledte sin handels- og toldkrig mod stort set alle verdens lande, er ufattelige værdier blevet udslettet.

Du har med al sandsynlighed set det på dit pensionsdepot – hvis du har turdet tjekke.

Men lad os først lige understrege én ting: Blødende børser og faldende kurser er ikke som at spotte en enhjørning i skoven. Det er helt normalt. Det er aktiemarkedets natur, at det svinger op og ned. Nogle gange mere, end hvad sundt og forventeligt er.

Men hvis man bruger en kort periode med ubehagelig turbulens som et argument for, at almindelige danskere skal holde sig fra investeringer, har man misforstået noget.

Det er let nok at elske aktiemarkedet, når pilen kun peger opad. Kunsten er at forstå, at opsving og tilbageslag er to sider af samme mønt – og at det ene ikke kan eksistere uden det andet.

Aktiemarkedet danser ikke kun fremad, som når jeg slår mig løs til en af mine halvårlige byture. Det snubler, vakler, falder og rejser sig. Og det er i den dans, at formuer bliver skabt.

At almindelige mennesker, som hverken behøver være rigere, klogere eller heldigere end gennemsnittet, bevarer og øger deres købekraft og får del i erhvervslivets værdiskabelse.

Og scorer flotte, betydelige afkast uden at det behøver være bimlende risikabelt.

Historikken siger det hele: Globale aktier har historisk givet et gennemsnitligt årligt afkast på omkring 6-8 procent efter inflation. Ikke fordi kurserne aldrig faldt, men fordi investorerne holdt fast – også da det føltes ubehageligt.

Tålmodighed betaler bedre end panik. Og det behøver hverken være farligt eller kompliceret at få sine surt tjente penge til at arbejde for sig.

Det er heller ikke nemt og risikofrit, som nogle lykkeriddere påstår – og tager sig godt betalt for. De sociale medier flyder over med selvudnævnte aktieorakler, og dem har jeg meget lidt andet end afsky til overs for.

Men når det er sagt, så lad os ikke genopbygge myten om, at investering er for særligt udvalgte med særlig indsigt og en særligt stor pengepung.

Lad os ikke fortryde, at vi lærte danskerne at investere. De skælvende markeder er bare en påmindelse om, at vi skal lære dem, hvordan man investerer rigtigt: Med tålmodighed, risikospredning, rolige nerver – og en forståelse af, at intet værdifuldt opbygges uden udsving undervejs.

At investere er ikke naivt eller dumdristigt, hvis man tænker sig om. Det er at tage stilling til sin egen økonomiske fremtid. Den slags skal vi hylde og hjælpe på vej – ikke kalde tilbage.