Bestikkelse

Retten har talt: To nordjyder dømt for bestikkelse

Direktør Palle Kjærsgaard er idømt 60 dages betinget fængsel for at have bestukket kommunal topchef

Retten i Aarhus afgjorde fredag, at der var tale om bestikkelse i den meget omdiskuterede sag. Arkivfoto

Retten i Aarhus afgjorde fredag, at der var tale om bestikkelse i den meget omdiskuterede sag. Arkivfoto

AARHUS:Det nordjyske firma S. D. Kjærsgaard er idømt en bøde på 100.000 kroner for at have bestukket en tidligere kommunal topchef i Aarhus Kommune.

Det skriver stiften.dk

Direktør for S. D. Kjærsgaard, Palle Kjærsgaard, er idømt 60 dages betinget fængsel og skal aftjene 80 timer samfundstjeneste.

Claus Pedersen, der er tidligere chef for Natur og Vejservice i Aarhus Kommune og bosat i Nordjylland, er fredag ved Retten i Aarhus idømt fire måneders betinget fængsel for bestikkelse og skal samtidig aftjene 100 timers samfundstjeneste.

Claus Pedersen var tiltalt for i perioden fra 2010 til 2016 uberettiget at have modtaget ydelser fra S. D. Kjærsgaard i form af sponsorater til badmintonklubben Aalborg Triton, hvor Claus Pedersen var bestyrelsesmedlem. Desuden tog Claus Pedersen ved flere lejligheder imod billetter til koncerter og en festival.

Tilsvarende var S. D. Kjærsgaard og direktør Palle Kjærsgaard tiltalt for uberettiget at have tildelt disse ydelser.

Palle Kjærsgaard forsvarsadvokat gik efter en frifindelse i sagen og mente ikke, der var skyggen af bevis for en sammenhæng mellem Kjærsgaards gaver til Claus Pedersen og valget af Kjærsgaard som leverandør til Aarhus Kommune.

Men retten i Aarhus fandt det bevist, at der var tale om uberettigede ydelser, som blev givet med det formål at opnå en forretningsmæssig fordel for S. D. Kjærsgaard.

Palle Kjærsgaard har endnu ikke besluttet, om han vil anke fredagens dom til landsretten.

- Selvfølgelig er det ikke tilfredsstillende, at min klient blev fundet skyldig, men på den anden side får han altså en meget, meget mild straf. Så det er noget, vi lige skal tænke over, lød det fredag eftermiddag fra hans forsvarsadvokat Troels Lind.

Et andet firma frifundet

I forbindelse med sagen var yderligere et firma og to tilknyttede direktører tiltalt, men de blev frifundet.

Retten i Aarhus fandt det i det tilfælde ikke bevist, at der var tale om bestikkelse. Her var der i øvrigt alene rejst tiltale for et enkelt tilfælde i 2013, hvor Claus Pedersen var inviteret på en tur til Sverige - blandt andet for at spille golf.

Retten lagde blandt andet vægt på, at det ikke kunne afvises, at der var et fagligt formål med turen, og at der ikke var tale om et ekstravagant ophold. Tilsvarende fandt retten det ikke bevist, at Claus Pedersen var skyldig i bestikkelse ved at have taget imod turen, uanset at det måtte være i strid med forvaltningsretlige bestemmelser om offentligt ansattes modtagelse af gaver.

Du kan læse et resumé af afgørelsen fra Retten i Aarhus ved at følge linket her.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.