Konkurs

Nordjysk bageri leverede til hele landet: Nu er det gået konkurs endnu en gang

Ifølge kurator er der særligt én grund til konkursen

No Gluten Bakery er et af de eneste 100 pct. glutenfri bagerier i Nordjylland, og deres produkter bliver solgt over hele landet.
No Gluten Bakery er et af de eneste 100 pct. glutenfri bagerier i Nordjylland, og deres produkter bliver solgt over hele landet. Arkivfoto: Martél Andersen

Bageriet har været konkurs og stået op fra de døde.

Nu er firmaet imidlertid kommet i problemer igen.

For det nordjyske No Gluten Bakery, der har leveret glutenfrit bagværk til hele landet, er taget under konkursbehandling.

Det fremgår af Statstidende onsdag morgen.

Konkurs for anden gang

Bageriet i Storvorde er et af få bagerier, der kun laver glutenfrit bagværk.

Da Nordjyske talte med bageriet i 2023, fortalte de, at man solgte brød og kager til mere end 300 butikker rundt i landet.

Alligevel har firmaet ikke kørt uden problemer.

Bageriet gik nemlig også konkurs i september 2022. Dengang fortalte den daværende ejer, at man ikke kunne betale tilbage på lån taget under corona, eller det man skyldte på udskudt moms fra corona-tiden.

Det lykkedes dog at få nye investorer ind, så firmaet kunne åbne igen under et nyt CVR-nummer.

Men det var altså ikke nok.

Den tidligere konkurs spøger

For ifølge advokat Jesper Studsgaard, der er kurator for konkursboet, er det gælden til det offentlige, der har udløst konkursen.

Ifølge ham er der en større gæld på flere hundrede tusinde kroner, både til det offentlige og til leverandører.

Selvom det er tidligt, ser det ifølge Jesper Studsgaard ud til, at det nok er den tidligere konkurs, der har plaget firmaet.

- Mit forsigtige gæt på nuværende tidspunkt er, at man nok ikke har evnet af få driften til at være positiv igen.

En ny ejer?

På nuværende tidspunkt kan Jesper Studsgaard ikke fortælle præcis, hvad der sker med bageriet.

- Vi er stadig i gang med at finde ud af, om der er nogen, der kunne være interesserede i at overtage det, eller om vi bare må lukke og slukke helt derude, forklarer han.

Men mens man leder efter en eventuel ny ejer, fortæller han, at produktionen er lukket ned.

Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra ejeren af No Gluten Bakery ApS, Bjarne Kjær-Jensen, men det er ikke lykkedes inden deadline.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden