Nordjysk projekt baner vej for flydende el

Universitetet og Hydrogen Valley udvikler nøglefærdigt metanolanlæg til kommercielt brug ved tunge CO2-kilder

Søren Bjerregaard Pedersen, direktør for Hydrogen Valley, bød i 2018 velkommen til elektrolyseanlægget Hybalance i Hobro. Nu samarbejder man med blandt andet Aalborg Universitet om at kombinere elektrolyse med en CO2-kilde og producere metanol. Arkivfoto: Bente Poder

Søren Bjerregaard Pedersen, direktør for Hydrogen Valley, bød i 2018 velkommen til elektrolyseanlægget Hybalance i Hobro. Nu samarbejder man med blandt andet Aalborg Universitet om at kombinere elektrolyse med en CO2-kilde og producere metanol. Arkivfoto: Bente Poder

NORDJYLLAND:Til sommer drypper de første dråber metanol ud af et anlæg, som snart etableres i Nordjylland. Brændstoffet, der produceres på basis af brint og CO2, kan blive Danmarks næste erhvervseventyr, fordi det kan baseres på vedvarende energi og få den tunge transport med i den grønne omstilling.

Det vurderer parterne bag projektet, der er døbt Power2Met.

Anlægget, der er det første af sin art i Danmark, forventes at bane vejen for et standardiseret metanol-anlæg, der kan opstilles lokalt i tilknytning til virksomheder, som udleder CO2. Det kan for eksempel være biogasanlæg, der kan opnå en bedre forretning ved at udnytte CO2 i stedet for at lede den ud i atmosfæren.


Udover CO2 indgår brint i fremstillingen af metanol. Metanol-anlægget omfatter derfor en elektrolyse-enhed, som konverterer strøm til brint, og når strømmen produceres på tidspunkter, hvor den er billig, kan metanol-produktion være en ekstra god forretning. Det kan for eksempel være tilfældet om natten, hvor der er meget vindenergi i elnettet.

Metanol kan anvendes i eksisterende forbrændingsmotorer, hvis det iblandes benzin, og kan erstatte andre iblandingsbrændstoffer, som ofte skal importeres.

- Vi vurderer, at elektrofuels kan blive helt afgørende for transportens grønne omstilling, og vi står klar til at tilbyde den grønne metanol på tankstationerne, når den er tilgængelig, siger Jacob Stahl Otte, direktør i Brancheforeningen Drivkraft Danmark.

Nøglefærdige anlæg i 2021

Power2Met etableres i første omgang som et pilotprojekt på Aalborg Universitet. Næste skridt er etablering af produktion i forbindelse med et biogasanlæg. I 2021 forventes løsningen at blive udbudt til markedet.

Projektet bygger blandt andet på de erfaringer, som er opnået i HyBalance-projektet ved Hobro. Her er Europas hidtil største og mest avancerede anlæg til produktion af brint på basis af primært vindmøllestrøm blevet åbnet for få måneder siden med støtte fra EU.

- Vi ser brint som en legoklods i fremtidens energisystem. Brintproduktion kan bruges til at lagre overskydende el-kapacitet fra vedvarende energikilder som sol og vind. Brinten kan bruges, som den er, i transportsektoren og i industrien – eller den kan videreforædles til eksempelvis metanol som i Power2Met-projektet, fortæller Søren Bjerregaard Pedersen, administrerende direktør (CEO) for Hydrogen Valley, der er partner i såvel HyBalance-projektet som i Power2Met-projektet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.