Tidlig "julegave": Så mange millioner får nordjyske boligejere tilbage
Boligejerne i Hjørring Kommune har fået tilbudt den største kompensation
Opdateret kl. 17:22
Omtrent tre milliarder kroner.
Det er beløbet, som de danske boligejere nu har fået tilbudt at få indsat på deres NemKonto af Vurderingsstyrelsen.
Baggrunden for tilbuddet til de udvalgte boligejere er, at de ganske enkelt har betalt for meget ejendomsskat gennem de seneste ti år.
- I ti år har boligejerne betalt ejendomsskat på baggrund af videreførte vurderinger, fordi det gamle vurderingssystem blev suspenderet, siger Vurderingsstyrelsens direktør, Poul Taankvist, i en pressemeddelelse.
- Nu kommer der nye ejendomsvurderinger. Det er de nye 2020-vurderinger, der gør det muligt at beregne og tilbagebetale penge til boligejere, der har betalt for meget i boligskat.
De nye ejendomsvurderinger for 2020 danner grundlag for en genberegning af, hvad boligskatten burde have været i perioden mellem 2011 og 2020.
Tilbagebetalingsordningen sikrer nuværende og tidligere boligejere en økonomisk kompensation i de tilfælde, hvor de har betalt boligskat af en for høj vurdering i den periode, hvor det gamle vurderingssystem har været suspenderet.
Kompensationen tillægges tilmed en skattefri rentegodtgørelse på 6,2 procent pr. år.
De boligejere, der har betalt skat af en for lav vurdering, kan glæde sig over, at de ikke får en ekstraregning på grund af de skæve vurderinger.
Sådan fordeles pengene i Nordjylland
Vurderingsstyrelsen har på nuværende tidspunkt gennemgået omkring 460.000 ejendomme, der alle har modtaget en 2020-vurdering.
Ejerne af omkring hver tredje ejendom har fået penge tilbage som følge af tilbagebetalingsordningen.
Gennemgangen af ejendommene betyder, at 26.050 nordjyske boligejere kan få tilbagebetalt sammenlagt 448 millioner kroner.
Det betyder, at den enkelte nordjyske boligejer i gennemsnit står til at få udbetalt over 17.000 kroner.
Vurderingsstyrelsen oplyser, at det hovedsageligt er i landdistrikterne og uden for de største byer, at boligejere har betalt for meget i boligskat.
Det skyldes, at det er i disse områder, at udviklingen i boligpriser ikke er steget i takt med boligskatten fra 2011 til 2020.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.