Erhverv

Nu har Lars solgt sit grønne livsværk

Den grønne bølge skabte vækst hos Frederikshavn-firma

Lars Holst Christensen har solgt sit firma Kontorbeplantningen i Frederikshavn.
Lars Holst Christensen har solgt sit firma Kontorbeplantningen i Frederikshavn. Foto: Michael Nielsen/Jydsk Planteservice

Opdateret kl. 15:03

Det startede i det små for 37 år siden i Frederikshavn, da gartner Lars Holst Christensen i sin fritid solgte store, grønne planter.

Nogle af hans kunder spurgte, om han også kunne passe planterne.

- Det grinte jeg af. Det lød fjollet, fortæller manden bag firmaet Kontorbeplantningen.

 Et firma, der sælger planter til virksomheder og offentlige kontorer.

Men hurtigt viste det sig, at Lars faktisk havde fundet et nichemarked, der skulle vokse sig stort og frodigt.

- Jeg begyndte hurtigt at få flere kunder, husker han.

Kontorbeplantningen voksede gennem årene og har i dag otte ansatte. Og nu har Lars Holst Christensen solgt sit firma til langt større Jydsk Planteservice med hovedsæde i Kolding. 

Et firma med 230 ansatte, som gav ham et godt tilbud og overtager alle ansatte. Kontorbeplantningen fortsætter i Frederikshavn med de samme ansatte - også Lars Holst Christensen selv.  Han skal være rådgiver i grønne løsninger.

Og det er noget, mange firmaer efterspørger i stigende grad.

- Især de sidste fem år er efterspørgslen vokset. Firmaer vil signalere bæredygtighed og at man er grøn, at man vil naturen, fortæller Lars Holst Christensen.

Ofte er det medarbejdere på kontorerne, der efterspørger grønt miljø indendørs.

- Det fleste kan godt lide grønne planter og natur.

Siger Lars Holst Christensen, som var blandt de første til at indføre konceptet herhjemme.

Men hvorfor har han solgt firmaet?

- Alle mine tre børn og to børnebørn er flyttet til København, de sidste flyttede lige inden jul, så derfor vil min kone og jeg gerne tættere på dem, siger Lars Holst Christensen.

Tidspunktet for salget er det helt rigtige, mener han.

Jydsk Planteservice A/S ejes af Jørgen Lund, som Lars Holst Christensen har kendt i 20 år.

- Vi er utrolig ens på mange områder. Vi matcher hinanden meget godt og har haft et godt samarbejde, lyder det fra Lars Holst Christensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden