Landbrug

Opbakning til toppen i stor landboforening

På generalforsamlingen i Fjordland var der genvalg til bestyrelsen

Leif Gravesen og det øvrige formandskab i landboforeningen Fjordland blev genvalgt til deres poster, da foreningen mandag aften holdt generalforsamling.
Leif Gravesen og det øvrige formandskab i landboforeningen Fjordland blev genvalgt til deres poster, da foreningen mandag aften holdt generalforsamling. Arkivfoto: Bo Lehm

Formanden for den store landboforening Fjordland hedder fortsat Leif Gravesen. Svineproducenten fra Thy blev på foreningens velbesøgte generalforsamling mandag aften genvalgt til posten.

Fjordland blev skabt i 2021 ved en fusion mellem Landbo Thy, Lemvigegnens Landboforening og Landboforeningen Limfjord. I formandskabet sidder derfor også Morten Agger og Lars Kristensen, der repræsenterer henholdsvis Lemvig- og Skive-området. Begge blev ligeledes genvalgt.

Morten Yde Kirk, Thisted, Jens Erik Nielsen, Flynder, og Niels Holger Nordendahl, Mors, blev genvalgt som områdevalgte bestyrelsesmedlemmer, mens Mette K. Iversen, Mors, og Kristian Abildgaard, Salling, blev henholdsvis gen- og nyvalgt som fritvalgte medlemmer af bestyrelsen.

Generalforsamlingen blev afholdt i Jebjerg Sport & Event Center med deltagelse af 230 medlemmer og gæster. 

I sin beretning nævnte Leif Gravesen blandt andet, at foreningen fortsat kæmper for at få ændret på de eksisterende regler for efterafgrøder, hvor der blandt andet er den udfordring, at høsten i Nordvestjylland ligger senere end mange andre steder i landet.

Han kom også ind på udtagelsen af lavbundsjorder og påpegede, at mangel på ressourcer i det offentlige gør, at tingene går langsommere, end de havde behøvet.

Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, deltog som gæstetaler, og han kunne blandt andet gøre rede for det foreløbige arbejde i den såkaldte grønne trepart, hvor han repræsenterer landbrugets interesser.

Han lagde ikke skjul på, at Landbrug & Fødevarer ikke mener, at en CO2-afgift kan bruges på landbrugets udledninger.

- Men jeg er ikke sikker på, at det gør løsningen bedre, hvis vi bare siger nej til at være med, sagde han.

Fjordlands administrerende direktør Henrik Hardboe Galsgaard fremlagde Fjordlands årsrapport for 2023, hvor regnskabet viste et overskud på 2,5 millioner kroner, hvilket betegnes som tilfredsstillende.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden