Per forhindrer, at hæderkronet virksomhed forlader byen: - Jeg har bestemt, at jeg vil lægge mine sparepenge i det

Virksomhed med mere end 100 års historie kan nu køre videre

Per Skovbo har overtaget "Kontor & Papir" i Hjørring. <i>Arkivfoto: Kim Dahl Hansen</i>

Per Skovbo har overtaget "Kontor & Papir" i Hjørring. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

HJØRRING: Det var på det nærmeste chokerende for lokalsamfundet, da den velrenommerede kontorforsyningsvirksomhed, Kontor & Papir, blev begæret konkurs midt i august.

Men nu ser det ud til, at både firmanavnet og arbejdspladserne er reddet. Den lokale erhvervsmand Per Skovbo vil nemlig drive Kontor & Papir videre.

- Jeg ville være ked af, hvis sådan et hæderkronet Hjørring-firma, der har eksisteret i over 100 år, flytter fra byen. Derfor har jeg bestemt, at jeg vil lægge mine sparepenge i det. Og så håber jeg, at jeg sammen med medarbejderne kan få det rigtigt godt op at stå igen, forklarer Per Skovbo.

Per Skovbo er kendt som stifter af firmaet Skovbo-Ren, som han grundlagde i 1978. Siden 2019 har hans datter drevet Skovbo-Ren videre, men det er altså ikke ensbetydende med, at den 71-årige Per Skovbo er færdig som erhvervsmand.

- Når jeg går ind i sådan et nyt projekt, så er det fordi, at jeg føler mig sund og rask. Og derfor synes jeg heller ikke, at jeg skal stoppe på arbejdsmarkedet endnu, siger han med et smil.

En uventet nedtur

Det overraskende de fleste, da Kontor & Papir blev begæret konkurs midt i august - for det skete kun få måneder efter, at virksomheden var flyttet i nye lokaler.

Men alligevel måtte ejeren Michael Ravn indgive konkursbegæring. Årsagen var, at en international samarbejdspartner havde trukket sig ud af Danmark. Desuden havde en fejlslagen investering på Sjælland kostet et minus på seks millioner kroner - og dermed var kapitalgrundlaget under virksomheden i forvejen udfordret.

Siden konkursbegæringen har der været arbejdet med at finde en ny investor - og i løbet af weekenden er aftalen med Per Skovbo altså faldet på plads. 

Per Skovbo stifter et nyt selskab, og - på nær medlemmerne af familien Ravn - overtager han de omkring ti medarbejdere i virksomheden.

- Mange af medarbejderne har været i Kontor & Papir længe, og jeg ville være ked af det, hvis de mistede deres job. Og det var en af grundene til, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte byde ind på virksomheden, siger han og tilføjer:

- Jeg tror, at der skal ansættes et par medarbejdere mere - blandt andet en forretningsbestyrer.

Per Skovbo vil ikke fortælle præcis hvor meget, han har investeret i at overtage Kontor & Papir - men siger dog, at det er "et stykke over to millioner kroner".

Fokus på Hjørring

Den nye ejer fortæller i øvrigt, at virksomhedens aktiviteter på Sjælland nu lukkes ned.

- Der har jo været et kæmpe tab på omkring seks millioner kroner i Hillerød, så vi vil ikke have noget med det derovre at gøre mere. Vi lukker det ned, og så koncentrerer vi os om det her i Hjørring, fastslår han - og tilføjer, at han til gengæld har stor tro på en bedre fremtid for virksomheden.

- Det er jo en ny branche for mig, men heldigvis er der mange dygtige medarbejdere i Kontor & Papir.

Desuden er der ifølge Per Skovbo et potentiale i et indkøbssamarbejde med Skovbo-Ren.

- Mange af de ting, der er hos Kontor & papir, finder man også hos Skovbo-Ren. Men vigtigst af alt så er Skovbo-Ren med i Europas største indkøbsgruppe, Igefa Inpacs. Der er grossister i 48 forskellige lande, og der bliver købt ind for syv milliarder kroner om året, så det sikrer nogle meget lave indkøbspriser. Og det kan Kontor & Papir komme til at nyde godt af, fastslår han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.