Politik

Politiker mistænkes for dobbeltspil i ejendomshandler: - Det ser uheldigt ud

En erfaren lokalpolitiker har i flere tilfælde sparet mange penge ved at handle med kommunen

Han har været byrådsmedlem siden 2001, men hans dobbeltrolle i to bolighandler mistænkes nu af en ekspert.
Han har været byrådsmedlem siden 2001, men hans dobbeltrolle i to bolighandler mistænkes nu af en ekspert. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret 21. august 2026 kl. 13:06

To gange har kommunalpolitikeren gjort det.

Den ene gang betalte kommunen mere end 100.000 kroner. 

Selv måtte han slippe 3750 kroner. Så blev ejendommen hans.

Nu kan Nordjyske afsløre, at politikeren har været fedtet ind i forløbet på en måde, som ifølge en ekspert bringer bange anelser om dobbeltspil.

Flere kasketter

Forløbet tager sin begyndelse, da Morsø Kommune udliciterede et selskab til at opkøbe nedslidte ejendomme, koordinere nedrivning og videresælge bygningsløse grunde.

Mens selskabet tog sig af det praktiske, var det kommunen, som finansierede handlerne og nedrivningen.

Samarbejdspartneren hed Bedre Boliger på Mors A/S. Selskabet er i dag opløst, efter kommunen opsagde kontrakten.

Og den daværende formand for selskabet var ikke hvem som helst. 

Han hedder Ansgar Nygaard, og han har siden 2001 været medlem af byrådet i Morsø Kommune for Venstre.

En præstation, som han blev hædret for, da borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) overrakte ham Dannebrogsordenens Ridderkors i 2022.

Ansgar Nygaard (V) har været medlem af byrådet i Morsø Kommune siden valget i 2001. Arkivfoto: Bo Lehm

Men Ansgar Nygaard har med en anden kasket på, som formand for Bedre Boliger på Mors, også præsteret i andre sammenhænge.

Selskabet nåede i dets levetid frem til 2020 at fjerne omkring 300 udtjente huse på øen.

Heraf to som Ansgar Nygaard selv endte med at købe.

En god forretning

Oplysninger i Tingbogen viser, at Ansgar Nygaard har købt to ejendomme af Morsø Kommune gennem tiden.

Den ene, Årbækmøllevej 1, købte kommunen i 2016 for 75.000 kroner. En ejendom som nedbrændte året forinden efter en påsat brand, som politiet fastslog.

En aktindsigt viser, at kommunen betalte for nedrivningen. En udgift på 37.990 kroner.

Frem til 2016 lå et hus på det grønne græsareal. Ansgar Nygaard (V) købte grunden, efter huset blev revet ned. Dengang ejede han også det hus, som grænser op til græsarealet. Foto: Bo Lehm

Da arbejdet var færdigt, skrev en kommunal sekretariatsmedarbejder til Ansgar Nygaard på mail, som Nordjyske har fået aktindsigt i:

"Hej Ansgar. Så er jeg endelig ved at være klar med udbud af grunden Årbækmøllevej 1," skrev medarbejderen og vedhæftede udbudsmaterialet.

Ansgar Nygaard ejede i forvejen naboejendommen. Han endte med at købe grunden for 3750 kroner.

Den anden ejendom, Skræppedalsvej 73, købte Ansgar Nygaard af kommunen i 2018. Også denne ejendom grænsede op til arealer, som Ansgar Nygaard ejede i forvejen.

Kommunen betalte 40.000 for Skræppedalsvej 73 året forinden, mens nedrivningen af den store landejendom kostede kommunen 54.887 kroner.

Skræppedalsvej 73 i 2017 inden huset blev revet ned. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
Skræppedalsvej 73 i 2021 efter huset blev revet ned. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Denne gang blev Bedre Boliger på Mors ifølge interne mails kørt udenom kommunens opkøb.

Men aktindsigten kaster samtidig lys over, at samarbejdspartneren også her var fedtet ind i dén boligsag.

En korrespondance mellem to kommunalt ansatte viser blandt andet, at Ansgar Nygaard og direktøren for Bedre Boliger på Mors, Hanne Haaning, rykkede for udbuddet, efter huset var nedrevet.

"Ansgar og Hanne har spurgt til udbud af grunden Skræppedalsvej 73, så jeg har forberedt udbudsmaterialet," lyder det i mailen.

Herefter blev en række punkter listet, som en medarbejder skulle forholde sig til. Blandt andet blev det efterspurgt "hvem der skal have info om udbuddet (foruden Ansgar)".

"Hej Ansgar. Udbuddet bliver lagt op hurtigst muligt. Men materialet er også vedlagt denne mail. Jeg glæder mig til at få et bud fra dig," skrev sekretariatsmedarbejderen denne gang til Ansgar Nygaard.

Ansgar Nygaard endte med at betale 15.200 kroner.

"Jeg har det godt med at have budt en god pris," svarede Ansgar Nygaard, da kommunen accepterede handlen.

- Det ser uheldigt ud

I princippet har kommunalpolitikeren som minimum sparet 200.000 kroner ved at købe to ejendomme i forhold til det offentliges udgifter forbundet med ejendommene.

Men det er ikke problematisk, vurderer Rasmus Grønved Nielsen, lektor i forvaltningsret på Københavns Universitet.

For salgene blev i begge tilfælde sendt i offentligt udbud – modsat forholdene, som Nordjyske har afsløret, ved bolighandlerne mellem kommunerne og borgmesteren i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V), og Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen (V).

- Men når det fremstår i en sekvens, hvor man efterfølgende sælger til byrådsmedlemmer, der samtidig har en dobbeltrolle, ser det uheldigt ud, siger Rasmus Grønved Nielsen.

Rasmus Grønved Nielsen påpeger, at regler om inhabilitet ikke gælder ved private selskaber.

Men når der er tale om udlicitering af en kommunal opgave, skal kommunen sørge for, at det private selskab overholder reglerne.

- Som forløbet har været, har man skabt grobund for en mistanke om, at der er blevet lagt vægt på usaglige hensyn – at man har lavet en handel for at tilgodese et byrådsmedlem. Det skal kommunen helst undgå, siger han.

Købt "på lovlig vis"

Kommunaldirektøren i Morsø Kommune, Rikke Würtz, skriver i en mail, at beslutningskompetencen for opkøb af faldefærdige huse under 100.000 kroner ligger hos udvalgsformanden for Teknik og Miljø.

"Efter gennemgang af sagsakterne mener vi ikke, der er grund til at antage, at Ansgar Nygaard har påvirket kommunens beslutning om at opkøbe de to ejendomme," skriver Rikke Würtz.

Ansgar Nygaard forklarer til Nordjyske, at han købte grundene, fordi de i begge tilfælde var placeret tæt på ejendomme, han ejede i forvejen.

- Jeg har købt dem på lovlig vis, siger han.

Har du nogensinde været med til at udpege, hvilke huse der skulle rives ned?

- De (tidligere ejere af husene, red.) søgte om det. Og de har været udbudt. Enhver kunne købe grundene dengang.

Men det handler om, hvorvidt du har været med til at beslutte, hvilke huse der skulle rives ned?

- Det har jeg ikke været med til at beslutte. Det var en bestyrelse, som stod for det dengang.

Du var formand for den bestyrelse. Så har du vel været med til at beslutte det?

- Det vil jeg gerne tænke over en ekstra gang i forhold til datoerne, siger Ansgar Nygaard. 

Ifølge oplysninger i CVR-registret var Ansgar Nygaard bestyrelsesformand for Bedre Boliger på Mors fra 2008 og frem til selskabets opløsning i 2020.

Den daværende direktør for Bedre Boliger, Hanne Haaning, siger, at Ansgar "intet havde med det at gøre".

- Projekterne blev ikke drøftet med ham. Kommunen gav grønt lys, hvis vi skulle tage os af en sag eller ej. Det var ikke et tag selv-bord, siger hun.

Hanne Haaning og Ansgar Nygaard (V) var en del af ledelsen hos Bedre Boliger på Mors fra 2010 til selskabets opløsning i 2020. Privatfoto.

Men hvorfor rykkede I så begge to for udbuddet på Skræppedalsvej 73?

- Når vi har haft bestyrelsesmøde, har vi drøftet, hvilke projekter, der er kørende. Des længere tid et udbud tager, des flere penge koster det kommunen.

Du synes ikke, at det er underligt, at I køber to huse, som er naboejendomme til Ansgars?

- Nej. Jeg kan sige med sikkerhed, da vi købte de to huse, anede jeg intet om, hvem der var nabo. Jeg er ikke så kendt på Mors.

Hvorfor rykkede I så begge for udbuddet?

- Det kan jeg ikke huske. Det kan du ikke forlange, siger Hanne Haaning.

Ansgar Nygaard har efterfølgende modtaget en række spørgsmål på mail.

"Tak for spørgsmålene. Mit svar er, at alt er foregået på lovlig vis, og at jeg derudover ikke har nogen kommentarer," skriver han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden