Storbonde sælger svinefarme med milliontab

Goodvalley A/S, der har markant nordjysk medejer, har solgt to enorme russiske svinefarme

Anders Bundgaard ejer en tredjedel af selskabet Goodvalley A/S, der driver landbrug i Ukraine og Polen. <i>Foto: Peter Broen</i>

Anders Bundgaard ejer en tredjedel af selskabet Goodvalley A/S, der driver landbrug i Ukraine og Polen. Foto: Peter Broen

NORDJYLLAND:Landbrugsselskabet Goodvalley A/S har nu trukket sig fuldstændigt ud af Rusland. Det sker efter, at selskabet siden april har ønsket at sælge på grund af krigen i Ukraine.

Godsejer Anders Bundgaard fra Ulsted ejer cirka en tredjedel af selskabet og sidder i dets bestyrelse. 

- I bestyrelsen var vi enige om, at vi skulle trække os ud. Vi skal ikke være i et land med en, der vil føre krig mod nabolandet, udtalte Anders Bundgaard i maj til Nordjyske.

Han har tidligere vurderet, at det kunne koste op mod 100 millioner kroner at sælge alle russiske aktiviteter.  

Anders Bundgaard har ikke ønsket at kommentere, at salget nu er gået igennem. Han henviser til Goodvalley. Ingen fra ledelsen ønsker dog at stille op til interview.

Det er to russiske svinefarme beliggende i Tambov-regionen i det sydvestlige Rusland, der er blevet solgt.

Prisen er ukendt. Årsproduktionen var 130.000 slagtesvin. Der hørte 6000 hektar jord til gårdene.

Nabo har købt farmene

Ifølge russiske nyhedsmedier er køber den russiske landbrugsvirksomhed Agro-Villion, som 12. september købte de to svinefarme af Goodvalley. 

Agro-Villion har ejendomme og jord, der grænser op til de solgte svinefarme. 

Goodvalley A/S driver fortsat landbrug i Polen og Ukraine. Her er selskabet blandt de største landbrugsselskaber. Seneste regnskab viste en samlet omsætning på 1,5 milliarder kroner, hvoraf ni procent stammede fra Rusland.

Ifølge Landbrugsavisen.dk har det danskejede AgroEast også solgt sine aktiver i Rusland. En anden stor dansk landbrugsvirksomhed, Krasnodar Agri, er fortsat i gang med at sælge, men salget er besværliggjort af et dekret om, at frasalg af vestlige virksomheder skal godkendes af den russiske stat.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Alvorlig færdselsulykke i Aalborg - Hobrovej spærret
Luk