Ulykke endte fatalt: Nu har stor gulerodsavler fået bøde

En medarbejder mistede livet. Firmaet har fået stor bøde for at bryde arbejdsmiljøloven

Niels Ege Nielsen, daglig leder hos Limfjords Danske Rodfrugter 2019 A/S. <i>Arkivfoto: Bent Bach</i>

Niels Ege Nielsen, daglig leder hos Limfjords Danske Rodfrugter 2019 A/S. Arkivfoto: Bent Bach

SEJLFLOD:En af landets største producenter af grøntsager fået en bøde på 180.000 kroner for at bryde arbejdsmiljøloven i forbindelse med en ulykke, der i 2020 kostede en medarbejder livet.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det drejer sig om virksomheden Limfjords Danske Rodfrugter, der holder til ved Sejlflod sydøst for Aalborg.

15. januar 2020 var litauiske Nerijus Pilibaitis kravlet op på et produktionsanlæg til rodfrugter for at kontrollere og lave rettelser på anlægget, mens det var i gang.

En slags togvogn kørte på to skinner i omkring tre meters højde og fordelte rodfrugter ned i siloer. Nerijus Pilibaitis havde sin overkrop inde over den ene køreskinne. Dermed blev han ramt og klemt af togvognen, der vejer omkring to ton.

Både Nordjyllands Beredskab, en læge, ambulance, lægehelikopter og politiet var involveret i redningsarbejdet.

Nerijus Pilibaitis blev efterfølgende lagt i kunstigt koma på Aalborg Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde. 22. januar erklærede lægerne ham død.

Ikke forsvarligt

Ifølge Fagbladet 3F har Arbejdstilsynet efterfølgende vurderet, at arbejdet i forbindelse med ulykken ikke blev udført “sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt”. På den baggrund har Limfjords Danske Rodfrugter 2019 A/S fået en bøde på 180.000 kroner for at bryde arbejdsmiljøloven, viser Fagbladet 3F’s aktindsigt.

Fagbladet 3F har bedt om kommentarer fra virksomheden til dødsulykken og bøden på 180.000 kroner. Den daglige leder hos Limfjords Danske Rodfrugter 2019 A/S, Niels Ege Nielsen, skriver kort i en e-mail:

- Det er korrekt, at vi havde en dybt tragisk arbejdsulykke i vores produktion i januar 2020, men af respekt for alle implicerede parter har jeg har ingen yderligere kommentarer til sagen.

I perioden fra februar 2017 til januar 2020 skete der tre alvorlige arbejdsulykker hos Limfjords Danske Rodfrugter.

Ny ejer efter rekonstruktion

Selskabet er en af Danmarks største rodfrugtsproducenter og leverer til de fleste danske dagligvarekæder, ligesom store mængder gulerødder eksporteres til Tyskland og Finland.

Indehaverne af virksomheden er Djursland-gartneriet Gl. Estrup Gartneri A/S i skikkelse af Knud Dahl Andersen og Susan Marje Nielsen. Sidstnævnte er også direktør.

De overtog Limfjords Danske Rodfrugter i 2019 efter en rekonstruktion.

Nerijus Pilibaitis, der efterlod sig kone og datter, blev 34 år gammel. Han ligger begravet i det nordvestlige Litauen.

Vil du ikke gå glip af de vigtigste nyheder fra nordjysk erhvervsliv? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev kvit og frit her.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden