Erhverv

Falckreddere i protest for hjerneskadet kollega - hans datter står der også

Invalideret Falckredder kæmper for både sig selv og sine gamle kolleger ved møde på Christiansborg i dag - imens får han støtte fra slotspladsen

Erik Schack har siden 2014 været invalideret af en hjerneskade efter en serie af blodpropper i kølvandet på en arbejdsulykke på havnen i Strandby.
Erik Schack har siden 2014 været invalideret af en hjerneskade efter en serie af blodpropper i kølvandet på en arbejdsulykke på havnen i Strandby. Foto: Bente Poder

Opdateret kl. 06:27

To fiskere omkom og en pumpemand pådrog sig svære hjerneskader efter en alvorlig ulykke på havnen i Strandby i starten af august 2014, hvor de blev fanget i lastrummet på en kutter, mens de var i gang med at losse rådne skidtfisk, mens de var i færd med at losse rådne skidtfisk, der udviklede giftig svovlbrinte.

Falckredderen Erik Schack fra Sæby deltog i redningsaktionen og nåede også ned i lastrummet.

Heller ikke han slap godt fra mødet med de giftige gasser. 

Kort efter redningsaktionen blev han dårlig og ramt af flere blodpropper i hjernen. 

19 dage i koma

Efter 19 dage i koma vågnede han op med en alvorlig hjerneskade, et ødelagt arbejdsliv og en smadret privatøkonomi.

I de 10 år, der er gået siden ulykken, har Erik Schack kæmpet for at få anerkendt, at han er offer for en arbejdsulykke og har ret til erstatning.

Det sagde først Arbejdsskadestyrelsen og siden også Ankestyrelsen og Retten i Hjørring nej til, hvorfor Falcks forsikringsselskab, Tryg Forsikring, afviste at udbetale erstatning.

I september 2021 fik Erik Schack imidlertid Vestre Landsrets ord for, at han er offer for en arbejdsskade, og at han skal have udbetalt erstatning.

Tre år senere har han fortsat ikke set en krone. I stedet for at efterleve dommen har Tryg Forsikring stævnet Ankestyrelsen. Med udsigt til at sagen kan trække yderligere i langdrag.

- Generelt kan vi oplyse, at vi skal sikre, at alle nødvendige oplysninger i komplekse skadessager indgår i Ankestyrelsens afgørelse, fx udtalelser fra Retslægerådet eller vidneudsagn. Hvis dette ikke er tilfældet, kan vi stævne Ankestyrelsen for at sikre, at sagen bliver genbehandlet på et fuldt oplyst grundlag, lød Tryg Forsikrings begrundelse for stævningen i et skriftligt svar til TV2 Nord, da stævningen blev kendt tidligere i år - omtrent et år efter dommen i Vestre Landsret.

Foretræde for udvalg på Borgen

Lige siden ulykken har Per Kjeldsen, regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet og formand for fagforeningen 3F Midtvendsyssel, stået ved Erik Schacks side.

Det gør han også senere i dag, når den invaliderede vendelbo har foretræde for Folketingets Beskæftigelsesudvalg. 

Per Kjeldsen (th), regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet og formand for 3F Midtvendsyssel, støtter Erik Schack i kampen for at få anerkendt følgerne af ulykken i Strandby som en arbejdsskade. I dag taler de med politikere i Folketingets beskæftigelsesudvalg for at få ændret lovgivningen. Foto: Bente Poder

Selvfølgelig for at tale om de urimeligheder, han føler sig ramt af i sin egen sag. Men også for at tale sagen for alle landets Falckreddere, der risikerer at havne i samme situation, når de sætter deres eget liv på spil i forsøget på at redde andres.

Og for at få politikerne til at se på lovgivningen med nye øjne, så behandlingen af arbejdsskader - som i Erik Schacks tilfælde - ikke fremover kan trække ud i uendelighed - selv når en sag er blevet afgjort i anden retsinstans.

- Det tror jeg faktisk også, at rigtigt mange er blevet overrasket over, siger Per Kjeldsen forud for mødet.

Datter er selv Falckredder

Derfor kan politikerne også - mens de lytter til den nordjyske Falckredder - kigge ud af vinduet fra mødelokale 2-011 på Christiansborg og se uniformerede Falck-reddere fra hele landet demonstrere til støtte for Erik Schack nede på slotspladsen.

- Det er en helt vild sag. Én ting er økonomien i sagen, og det er alvorligt nok. Men Erik lagde så meget hjerte i det job, og jeg ved, at han allerhelst ville sidde i en ambulance den dag i dag, siger Per Kjeldsen.

10 års kamp, et ødelagt helbred og arbejdsliv og en smadret privatøkonomi har kostet mange tårer hos Erik Schack. Foto: Bente Poder

Blandt demonstranterne på slotspladsen er også Erik Schacks egen datter, Caroline Maria Schack Svankjær. Hun er selv ambulanceredder, og i et opslag på Facebook hylder hun sin fars fortsatte kamp - ikke bare for sig selv, men også for hende og alle kollegerne.

- Han vil sikre, at ingen fremover skal kæmpe for den retfærdighed, de fortjener, når de bliver ramt i tjenesten, skriver Caroline Maria Schack Svankjær.

Nordjysk fond støtter

Den velgørende nordjyske fond Melsen Fonden har siden efteråret 2023 spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud under Erik Schack og hans familie med en månedlig donation på 20.000 kr. om måneden til den tidligere Falckredder.

Melsen Fonden

  • Melsen Fonden er stiftet af boet efter afdøde Svend Melsen (f. 1933, d. 2018), som er tidligere ejer af den succesfulde Aalborg-virksomhed Melsen Tech, der over årene er gået fra at være en serigrafisk trykvirksomhed til at være en teknologivirksomhed med fokus på elektromekanik.
  • Melsen Fonden blev etableret i juli 2020 og har fire overordnede formål: at yde økonomisk støtte til personer, som på grund af sygdom eller andre ikke selvforskyldte forhold er i økonomisk trang, til sygdomsbekæmpelse og forskning i samme, til forbedring af dyrs forhold samt til samfundsmæssige og velgørende formål i almindelighed – alt sammen med afsæt i Nordjylland.
  • Fondens hidtil største donation fandt sted i 2022, hvor Melsen Fonden donerede 20 mio. kr. til neurorehabilitering på Regionshospital Nordjylland. Det var den største donation i hospitalets historie og en forudsætning for, at man kunne påbegynde etableringen af et helt nyt forskningscenter, Center for Neuroteknologi og Rehabilitering (CNR).

Kilde: Melsenfonden.dk

Donationen løber indtil udgangen af 2024.

- Det er en stor glæde for os, at vi i Melsen Fonden har mulighed for at støtte enkeltpersoner, der uforskyldt er kommet i økonomisk nød. Derfor er det også helt naturligt for os at give en økonomisk håndsrækning til Erik Schack, som i hans forsøg på at hjælpe andre mennesker havnede i denne ulykkelige situation, sagde advokat Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand i Melsen Fonden, da donationen blev offentliggjort.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden