Vennepar stolede på Andreas Helgstrand: - Det skulle vi ikke have gjort

Par fra Vestbjerg gik i partnerskab med nordjysk hestemilliardær. Han oplyste forkert salgspris på deres fælles hest

Louise Lynge fra Vestbjerg føler sig snydt i en stor hestehandel, hvor hun var partner med Andreas Helgstrand.   <i>Foto: Torben Hansen</i>

Louise Lynge fra Vestbjerg føler sig snydt i en stor hestehandel, hvor hun var partner med Andreas Helgstrand.   Foto: Torben Hansen

VESTBJERG:Louise Lynges mand, Simon Lorenzen, blev ringet op af Andreas Helgstrand en dag i oktober 2021. Parret fra Vestbjerg var venner med Helgstrand-parret, og sammen havde de i nogle år haft hesten Toronto Lightfoot, som var opstaldet på Andreas Helgstrands gods Møgelmosegaard i Uggerhalne ved Vodskov.

Andreas Helgstrand fortalte Simon Lorenzen, at Toronto Lightfoot var blevet solgt. For 200.000 euro (cirka 1,5 millioner kroner). Når kommissionen var trukket fra og beløbet delt, ville der være 75.000 euro (cirka 558.000 kroner) tilbage til parret.

Andreas Helgstrand med hest

Urent trav

Andreas Helgstrand har på få år opbygget et af verdens største salgshuse for dressurheste. Nordjyske går i en række artikler bag facaden i hestemilliardærens forretning.

Simon Lorenzen var godt tilfreds. Det var hans kone til gengæld ikke.

- Jeg kunne bare ikke slippe tanken om, at der var noget galt. Det var simpelthen for billigt for den hest, siger Louise Lynge, der i modsætning til sin mand har forstand på heste og arbejder med heste til hverdag. Hendes mand er pilot.

Når Louise Lynge spurgte folk i branchen, blev hun bekræftet i, at hesten var solgt for billigt, men når hun spurgte Helgstrand om at se salgskontrakten, blev hun afvist.

De fik blot at vide, at hesten var solgt til en køber i Canada. Men identiteten måtte de ikke få at vide, fordi de ifølge Helgstrand ikke var del af handlen. Han havde nemlig købt parret ud, forklarede han efterfølgende og sendte en salgskontrakt, hvor det fremgik, at han havde købt hesten af Vestbjerg-parret.

Holdt i mørket

Kontrakten, som Nordjyske er i besiddelse af, har parret fra Vestbjerg aldrig underskrevet.

- Vi var meget overraskede, da vi fandt ud af, at vi havde solgt hesten til Andreas. Vi blev holdt i mørket - hele vejen igennem, siger Louise Lynge.

Efter et par måneder begyndte parret at undersøge sagen på nettet, om aftenen når børnene var lagt i seng. De besluttede sig for at tage kontakt til Helgstrands afdeling i Tyskland, hvor hesten stod, inden den kom til USA.

Parret foregav at være hollandske hestehandlere, som var stærkt interesserede i Toronto Lightfoot, som de kunne se var blevet solgt. Så de spurgte direktør i Helgstrand Germany Eva Möller, hvilken prisklasse en hest som Toronto Lightfoot lå i. Svaret chokerede dem.

“Toronto blev solgt for 350.000 euro!,” stod der i mailen.

Det svarer til cirka 2,6 millioner kroner.

- Det var altså over en million kroner mere, end vi havde fået oplyst af Andreas. I det øjeblik følte vi os for alvor snydt, fortæller Louise Lynge.

Andreas Helgstrand ved et hingsteshow dette forår ved Helgstrand Dressage. <i>Foto: Cathrine Ertmann</i>

Andreas Helgstrand ved et hingsteshow dette forår ved Helgstrand Dressage. Foto: Cathrine Ertmann

Andreas Helgstrand forklarer, at Eva Möller skrev listeprisen på hesten i mailen.

- Vi har en prisliste, som bliver brugt, så vi ikke laver fejl, nu når folk de står her. Og vi har fem mennesker, der kan se de priser, og der vil typisk stå, hvad hestens pris er, hvis du bliver spurgt. Det er ikke salgsprisen, siger Andreas Helgstrand.

Han afviser, at han har snydt Vestbjerg-parret.

- Det synes jeg virkelig ikke, at jeg har. Jeg har faktisk hjulpet dem til at få deres penge big time tilbage igen, siger han.

Tætte venner

Louise Lynge og hendes mand Simon Lorenzen er blandt de tidligere forretningspartnere, som nu står frem i Nordjyske med hårde beskyldninger mod Andreas Helgstrand - stifter og administrerende direktør i Helgstrand Dressage.

Louise Lynge har redet hele sit liv - også på konkurrenceniveau - og som ung kendte hun Andreas Helgstrand overfladisk.

- Jeg kan huske ham som elev fra Aalborg. Han kom til Elevskolen Finstrupgaard - Sportsrideklubben Aalborg - da han var 16 år. Og jeg er også stødt på ham ved Blue Hors (Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansens stutteri mellem Billund og Vejle, red).

Og det blev da også interessen for heste, der i 2014 førte parret fra Vestbjerg sammen med Andreas Helgstrand, som allerede på det tidspunkt havde cementeret sig som et stort navn i branchen for køb og salg af de mest eftertragtede dressurheste og sikret ham tocifrede millionoverskud.

Efter at have vundet medaljer ved OL og VM i dressur vidste han, at han ikke gad at undervise og “stå og pivfryse klokken ti om aftenen om vinteren” og “sælge en pony en gang imellem”, som han tidligere har fortalt Børsen. Han gik i stedet benhårdt efter at skabe en stor forretning.

Han opsagde sit job som chefberider hos Blue Hors i 2008 og lånte 34 millioner kroner til at købe godset Møgelmosegaard og til at købe de første fem heste. En chance, der var mulig, fordi ejendomsspekulanten Ole Vagner stillede sikkerhed.

Sand i Sahara

Ved et åbent hus-arrangement hos Helgstrand Dressage viste Louise Lynge sin mand nogle af de heste, man kunne købe som en investering.

Louise Lynges mand syntes, det hele lød spændende, og parret fik en aftale med Andreas Helgstrand. Dette møde gjorde udslaget.

- Andreas kan sælge sand i Sahara. Hans begejstring smitter. Jo flere penge, I vil investere, jo større afkast, forsikrede han os.

Derefter besluttede parret at investere i heste - i partnerskab med Andreas Helgstrand. Det skete i en periode, hvor Andreas Helgstrand og Simon Lorenzen samtidig blev venner, og Helgstrand fik Simon Lorenzen med i netværket Round Table. Parret fra Vestbjerg var også med til kobberbryllup og rund fødselsdag hos Andreas og Marianne Helgstrand.

Fifty-fifty-partnerskab

I sommeren 2016 betalte parret 300.000 kroner til Helgstrand Dressage for 50 procent af hesten Toronto Lightfoot. En hest, som Andreas Helgstrand købte hos Stutteri Lightfoot ved Hjørring.

- Andreas fortalte, at han havde givet 600.000 kroner for hesten. Og da der var tale om et fifty-fifty-partnerskab, kom vi med halvdelen, siger Louise Lynge.

Men Nordjyske erfarer, at Andreas Helgstrand ikke betalte 600.000 kroner for hesten. Han købte hesten for omkring 300.000 kroner.

Andreas Helgstrand oplyser i et interview med Nordjyske, at han allerede ejede halvdelen af hesten, da han har en aftale med Stutteri Lightfoot om, at han ejer halvdelen af alle deres heste, imod at de ikke skal betale for bedækning.

Andreas Helgstrand afviser over for Nordjyske at oplyse, hvad han betalte for hesten.

- Det er jo uvedkommende, hvad jeg har givet for den, for det er min business, hvad jeg ser af potentiale i den hest, siger han.

De siger, at du direkte har sagt, at den kostede 600.000 kroner?

- Prøv og hør. Hvad jeg har sagt, og hvad den har kostet. Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg gav for den. Jeg kan også købe et føl til 5000 kroner og sælge for 5 millioner. Hvad er en værdi på en hest? Det er dét, folk vil give, siger Andreas Helgstrand.

Forskellige salgstal

Da hesten fem år senere blev solgt, og parret via Helgstrands tyske afdeling i den lille by Syke i delstaten Niedersachsen blev oplyst om, at den i virkeligheden var solgt for 350.000 euro, afkrævede de Andreas Helgstrand svar på, hvorfor han havde sagt 200.000 euro i telefonen.

Den 30. december 2021 modtog de en mail fra driftsansvarlig hos Helgstrand Dressage, Per Jensen, og nu dukkede der en helt tredje salgspris op.

315.000 euro skrev Per Jensen, at hesten var solgt for. Det svarer til cirka 2,3 millioner kroner.

Per Jensen forklarede, at den pris, som Andreas Helgstrand nævnte i telefonen - de 200.000 euro - allerede var fratrukket en række udgifter. Dem havde parret aldrig hørt om før. Det var på den baggrund, at Andreas Helgstrand ringede til Simon Lorenzen:

- Det er fordi, det er det beløb, der er tilbage. Jeg var faktisk sindssygt stolt over at kunne ringe til Simon og Louise og sige: Hør her, vi får stort set alle pengene tilbage. De havde ikke engang kunnet få 25.000 for den hest selv, siger Andreas Helgstrand.

- Kan du forstå, at de bliver lidt overraskede over at høre, at den faktisk blev solgt for over 300.000 euro, når de fik at vide, at det var 200.000?

- Fair nok. Det har jeg også sagt til dem. Jeg synes, det er fair nok at sige, at man bliver overrasket, når den så har kostet 315, siger Andreas Helgstrand.

Dobbelt opstaldning

I mailen oplyste Per Jensen blandt andet, at der havde været omkostninger til opstaldning i England på 35.000 euro, som svarer til over en kvart millioner kroner.

Parret syntes, det lød dyrt.

- Og så kommer det som en overraskelse for os, at vi pludselig skal være med til at betale for opstaldning i England, når vi i samme periode har betalt flere tusinde kroner om måneden for at have hesten opstaldet hos Helgstrand herhjemme, siger Louise Lynge.

Louise Lynge har haft med heste at gøre hele sit liv. Billedet er fra familiens ejendom ved Vestbjerg. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Louise Lynge har haft med heste at gøre hele sit liv. Billedet er fra familiens ejendom ved Vestbjerg. Foto: Torben Hansen

Parret havde i øvrigt på intet tidspunkt fået at vide, at der ville komme en ekstraregning i forbindelse med hestens ophold i England, fortæller de.

Andreas Helgstrand forklarer, at de cirka 3000 kroner om måneden, som han oplyser, at parret betalte for opstaldning i Danmark, slet ikke dækkede udgifterne.

I mailen kommer det også frem, at der er reserveret et “garantibeløb” på 75.000 euro, som Louise Lynge og Simon Lorenzen heller aldrig havde hørt om før.

Andreas Helgstrand forklarer, at der er tale om et “internt” beløb, som er en sikkerhed for firmaet, hvis handlen må gå tilbage.

Og så er der sat 5000 euro af til transport af hesten. Også denne post finder parret voldsomt høj.

- Det ligner et regnestykke, der lige var flikket sammen til situationen. Et regnestykke uden hold i virkeligheden, siger Louise Lynge.

Ingen dokumentation

Parret har forsøgt at få dokumentation for regnestykket ved at få lov til at se de bagvedliggende fakturaer i forbindelse med transporten og hestens ophold i England, men det har Helgstrand Dressage afvist.

- Alle alarmklokker ringer, når vi ikke må se de papirer. De kan jo ikke være omfattet af den diskretion, de snakker så meget om. Kan det tænkes, at regningerne slet ikke eksisterer, spørger Louise Lynge.

Andreas Helgstrand siger, at det tager for lang tid at finde de enkelte bilag frem. Han erkender, at tallene for omkostningerne er et skøn:

- Du ved det nogenlunde i hovedet. Jeg tror også, at vi lavede et estimat - hvad koster det at drive en hest, og så tager man bare et gennemsnit, siger Andreas Helgstrand.

Nordjyske har lagt centrale dokumenter i Louise Lynge og Simon Lorenzens sag frem for Lars Krull, seniorrådgiver på Aalborg University Business School. Han kalder det “en træls sag” og hæfter sig ved, at forretningspartnerne ikke kan få lov til at se dokumentation for salget.

- Når man tager folks aktiver til sig og sætter dem til salg, så bør man jo kunne dokumentere, hvad man har solgt dem for, siger Lars Krull.

- Hvad kan jeg svare, lyder Andreas Helgstrands reaktion.

Louise Lynge og Simon Lorenzen har fået en række erfaringer med sig. For fremtiden skal alt dokumenteres. Også selv om der er venner involveret.

- Det kommer aldrig til at ske igen, at vi ikke har noget på papir. Vi har klart været for godtroende, men manden er så overbevisende og veltalende. Vi stolede på ham. Det skulle vi ikke have gjort, siger Louise Lynge.

Olympisk håb

Spillet om Toronto Lightfoot er ikke slut. Midt under Nordjyskes research til denne artikel fik Louise Lynge og Simon Lorenzen pludselig at vide af Helgstrand Dressage, at det var nødvendigt at tage hesten tilbage fra køber til Helgstrand i Wellington.

Købers dyrlæge havde lavet en MR-scanning, som viste problemer med hesten. Per Jensen oplyser, at scanningen blev foretaget i starten af februar. Han siger til Nordjyske, at hesten er halt.

En måned senere i branchemediet Eurodressage fortalte den talentfulde canadiske rytter, der købte hesten, at Toronto Lightfoot "viser en masse talent" og er hendes "olympiske håb i 2024". Men nu er hesten altså tilbage i Florida.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden