Virksomhed sælger hovedsæde i Aalborg
Salget giver et overskud på 34 millioner kroner
Opdateret kl. 12:53
AALBORG: Virksomheden Sanistål har indgået en aftale om at sælge sit hovedsæde på Håndværkervej i Aalborg for 100 millioner kroner.
Det oplyser Sanistål i en pressemeddelelse.
Sanistål er en grossist- og servicevirksomhed til industri- og bygge-virksomheder, og hovedsædet er en markant ejendom på cirka 11.000 kvadratmeter, der rummer kontorer og lager.
Salget sker med virkning fra tirsdag 26. april og er en såkaldt sale-lease-back aftale, og Sanistål vil dermed fortsat holde til i ejendommen, men nu som lejer.
Salget sker ifølge pressemeddelelsen fra Sanistål for at frigøre kapital til fortsat udvikling af kerneforretningen.
Salget udløser en regnskabsmæssig avance på cirka 34 millioner kroner, som indtægtsføres som engangsindtægt.
Kontroversiel ejer
Køberen af ejendommen er virksomheden Mileway, som ejes af den amerikanske kapitalfond Blackstone.
Mileway er ikke umiddelbart et kendt navn herhjemme, men det er til gengæld dens ejer, Blackstone, som de seneste år har opkøbt og renoveret en lang række udlejningsejendomme - især i hovedstaden.
På grund af flere historier om opskruede huslejer valgte Folketinget sidste år at vedtage det såkaldt Blackstone-indgreb, der skal gøre det sværere for kapitalstærke investorer at opkøbe ejendomme for at spekulere i en økonomisk gevinst ved at skrue huslejen op.
Overskud i 2021
Sanistål har tidligere været i økonomiske problemer og solgt dele af koncernen fra for at nedbringe gælden.
I 2021 havde Sanistål et overskud efter skat på 17 millioner kroner, året før var det et underskud på 21 millioner kroner.
Sanistål har 34 butikker i Danmark, men har også datterselskaber i Letland, Litauen og Polen, og i alt har koncernen 1200 ansatte.
Efter salget af hovedsædet i dag ejer moderselskabet kun én ejendom, som allerede er betinget solgt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.