Eventyrlig sandflugt
En tur gennem Råbjerg Mile er aldrig den samme
RÅBJERG: Jeg kender et sted, som rigtig mange andre også kender.
Det er et sted, som for mig bringer minder fra barndommens ekskursioner med familie eller folkeskole helt frem i pandebrasken.
Når de sure sko og svedige sokker ryger, og de første skridt op ad bakken lader sandet sive mellem tæerne, indfinder der sig en efterhånden sjælden følelse af at være på vej ind i et eventyr.
Og skønt de mange andre fodspor fra bare fusser afslører, at utallige vandrer rundt i milen, er oplevelsen nok ganske unik for hver enkelt gæst.
Råbjerg Mile er i evig forandring, og således kan den opleves igen og igen med jævne mellemrum. Sidst jeg var der, soppede jeg for eksempel rundt i en lille sø i udkanten af milen.
Den fandt jeg ikke forleden. Til gengæld var sandet anderledes, da det nyligt havde regnet en del, og det gjorde det muntert at se hvor dybt tæerne kunne synke ned og efterlade spor.
Evig forandring
Råbjerg Mile har for nærværende vandret i omkring 450 år, og den begyndte sin færd i den periode, der kaldes ”Den lille Istid”.
En istid der førte til, at havet frøs på begge sidder af Skagen Odde. Vandet trak sig et anseeligt stykke væk fra stranden, og dermed var arealet blevet mange meter bredere, hvorfor der blev stillet mere sand til rådighed for vindene at arbejde med.
Sandets vandring gennem landskabet medfører at sandet tager liv i det område som bliver tilsandet, og giver plads til nyt liv på de arealer som sandet har forladt.
Træer og andet, som bliver dækket af milen, dukker derfor op på den anden side efter omkring 40 år, når milen har passeret.
Altså et sted i evig forandring, og sandet har ved vindens hjælp vandret cirka 4,5 kilometer dags dato med en gennemsnitlig hastighed på 15 meter årligt.
Sandet er endnu i bevægelse, men da vindene fra vest og nordvest ikke dominerer så kraftigt som tidligere, ja så er det ganske spændende at se hvor denne højhastigheds-vandremile bevæger sig hen.
Og næste gang skoene ryger af og jeg tager en vandretur i milen er den lille sø måske endda kommet tilbage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.