Fem udvekslingsstudenter har haft et fantastisk år
- Det er bare gået alt for stærkt, siger de - inden de rejser hjem til Italien, Argentina og Mexico
VENDSYSSEL: Et udvekslings år går hurtigt, når man oplever en masse spændende ting.
Det må fem udvekslingsstudenterne fra AFS Interkultur erkende forleden, da der forleden var afskedsarrangement for Vendsyssels fem udvekslingsstudenter.
Licia, Aurora og Francesca fra Italien, Irene fra Argentina og Mariana fra Mexico ankom til Danmark sidste år i august. Og det har bl.a. betydet et oplevelsesrigt år, et møde med dansk kultur, en dansk værtsfamilie og et dansk skolesystem..
AFS er én af Danmarks ældste udvekslingsorganisationer.
Pigerne har i et år gået på gymnasiet i hhv. Dronninglund, Brønderslev, Hjørring eller Frederikshavn. Og de har alle boet hos en dansk værtsfamilie i Vendsyssel.
Men om små tre uger går turen hjem. Med masser af glæde og oplevelser i bagagen.
- Mit år i Vendsyssel har været helt fantastisk. Jeg har lært dansk, fået en masse nye venner og lært at set ting fra en ny synsvinkel. Jeg har været rigtig glad for at bo i Frederikshavn, der er en smuk og hyggelig by, hvor man ikke keder sig. Palmestranden har altid været mit yndlingssted. I starten fordi den mindede mig om Sardinien i Italien, hvor jeg kommer fra. Men nu har den fået en helt speciel plads i mit hjerte. Jeg kommer til at savne Frederikshavn, som jeg efter et år kan kalde mit andet hjem, fortæller Francesca.
Hun har boet hos Inge og Carsten Birket i byen.
For Francescas værtsfamilie har det også været et helt særligt år.
- Vi har haft en helt fantastisk pige boende, og hun faldt hurtigt til og lærte det danske sprog. Samtidig har vi også kunnet følge de andre udvekslingsstudenter, der ofte har været på besøg. Det har været en fornøjelse at se, hvordan de alle har udviklet sig i løbet af et år. Vi har besluttet at vi gerne vil være værtsfamilie igen, og vi kan kun opfordre andre familier til at prøve det, siger Francescas værtsmor, Inge Birket.
Lokalforeningen AFS Vendsyssel havde i anledningen af afskedsarrangementet inviteret til komsammen 29. maj i Nellemanns Have i Sæby. Her var alle udvekslingsstudenter samlet - sammen med deres værtsfamilie og kontaktperson.
Efter en rask gåtur gennem Sæby skov gik det videre op til Gedebjerget, hvor udsigten over Sæby, Vendsyssel og Jyske Ås blev beundret. Bagefter var der stort kagebord i det fri, hvor udvekslingsstudenterne bidrog med spændende, hjemmebagte kager - fra deres hjemland.
De fem piger rejser hjem 24. juni og i august ankommer 139 nye udvekslingsstudenter til Danmark via AFS.
- VI håber, at vi kan få minimum fem placeret hos værtsfamilier i Vendsyssel. Og jeg glæder mig til at høre fra familier, der synes, det kunne være spændende at byde en helt ny verden indenfor. Det kan de nemlig gøre ved at få et ekstra familiemedlem for et halvt eller helt år, fortæller Mette Gilbak Jensen, der er bestyrelsesmedlem i AFS Vendsyssel.
Læs mere om at blive værtsfamilie eller udvekslingsstudent på www.afs.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.