Flere døde end i job
31 danskere har fået job efter ressourceforløb - 35 er døde

Otte nordjyder er døde, mens deres kommuner forsøgte at afklare i et ressourceforløb, om de havde en arbejdsevne. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Pressefotograf Kim Dahl Hansen
NORDJYLLAND:Der er større risiko for at dø i de såkaldte ressourceforløb, end der er chance for at få et job. Det viser tal, som NORDJYSKE har samlet ind i landets kommuner.
79 kommuner har svaret, og siden 1. januar 2013 er 35 danskere døde, mens kommunen forsøgte at afklare i et ressourceforløb, om de havde en arbejdsevne. Kun 31 er kommet i et ordinært job.
- Det er en skændsel for vores samfund, som vi kalder et velfærdssamfund, at mennesker, der hænger i så tynd en tråd, skal plages på sådan en måde, siger Enhedslistens Finn Sørensen. Han har kaldt beskæftigelsesministeren i samråd om sagen.
Otte døde, to i job
I Nordjylland er tallene endnu mere markante. I løbet af de knap tre år er otte nordjyder døde, mens blot to er i ordinært arbejde efter et ressourceforløb.
I Aalborg er der tale om tre dødsfald og nul job. Rådmand Mai-Britt Iversen (S) ved ikke, hvad de tre borgere er døde af.
- Men det er en målgruppe af borgere, der er svagere end hr. og fru Danmark. Vi følger det her område tæt, så vi kan få noget dokumentation, siger Mai-Britt Iversen, der gerne ser, at partierne i Folketinget tager førtidspensionsreformen op til revision.
Udover i Aalborg Kommune er der også tre borgere fra Frederikshavn Kommune, der er døde, mens kommunen forsøgte at afklare deres arbejdsevne. Det gør sig gældende for en afdød borger i hhv. Thisted og Mariagerfjord kommuner.
NORDJYSKE ønsker kontakt til pårørende eller bekendte til nordjyder, som er afgået ved døden, mens de var i et såkaldt ressourceforløb.
NORDJYSKE kan kontaktes på graverne@nordjyske.dk eller telefon 99353414 og 99353357.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.