Fond sikrer radioguidning i Vildmosen

Lille Vildmose dækker et kæmpe, fredet område – den nye radioguidning gør det muligt at få en endnu bedre oplevelse af stedet. Privatfoto
Lille Vildmose dækker et kæmpe, fredet område – den nye radioguidning gør det muligt at få en endnu bedre oplevelse af stedet. Privatfoto

"Tak fordi I lytter til Radio Lille Vildmose" - sådan vil deltagerne på de guidede ture i private biler rundt i Lille Vildmose for eftertiden blive budt velkommen. En bevilling på 37.000 kroner fra Nordea-fonden Jylland Nord og Øst har nemlig sikret, at deltagerne fra denne sæson får guiden med helt ind i deres egne biler.

Med radioguidningen kan deltagerne under turen lytte til guidens informationer på deres egen bilradio. Målet er at give en endnu bedre oplevelse på de guidede ture, da man undervejs kan blive orienteret om, hvad man kører forbi og ser i mosen og ikke først når der gøres stop undervejs ved et af de mange udkigstårne.

Systemet fungerer således, at guidebilen har en antenne på biltaget, som gør det muligt at sende til de andre bilers bilradio. Inden turen starter skal deltagerne blot tilkøbe en radiosendefrekvens i centrets reception, samtidig med at de køber deres entrébillet, som giver adgang til turen. Herefter skal frekvensen blot indstilles på bilradioen og så kan turen begynde. Det er muligt at benytte systemet på både private ture for grupper og foreninger, men også på offentlige ture, som er arrangeret af Lille Vildmosecentret.

Systemet er blevet grundigt testet af de ansatte på Lille Vildmosecentret og de første gæster har ligeledes stiftet bekendtskab med radioguidningen, som fungerer upåklageligt. I sidste uge var det så tid til, at Henning Simonsen, områdedirektør i Nordea Randers, og frue Lis Simonsen, skulle teste systemet på en guidet tur i området med Lille Vildmosecentrets direktør, Bo Gregersen.

- Efter en fantastisk tur i Lille Vildmose med radioguide er det tydeligt, at vores uddelinger skaber stor værdi. Det var en fantastisk oplevelse i helt enestående natur. Vi støtter gerne forskellige projekter, som støtter op om det gode liv i Danmark. Radioguidning-projektet i Lille Vildmose kommer til glæde for en bred målgruppe af gæster, som besøger Lille Vildmose og Lille Vildmosecentret, fortalte en glad områdedirektør.

Bo Gregersen var også meget taknemmelig for bevillingen.

- Vi takker for donationen og glæder os over, at Nordea-fonden støtter op om vores aktivitet. Radioguidningen har vist sig at være et særdeles værdifuldt aktiv, som højner kvaliteten af naturformidlingen i Lille Vildmose. Vi glæder os til at præsentere systemet for mange gæster hen over sæsonen, hvor vi har flere private og offentlige, guidede ture.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden