KV21 Læsø

Vælgere til politikerne: Vi mangler en strategi

Det første af i alt 12 vælgermøder blev afholdt på Læsø tirsdag. Her var to vælgere på scenen, hvor de ikke var blege for at stille krav til politikerne

Hvad skal der til for, at Læsø Kommune har en fremtid? Det blev livligt debatteret på vælgermødet, der blev sendt fra færgen Ane Læsø i Vesterø Havn. Foto: Lars Pauli

Hvad skal der til for, at Læsø Kommune har en fremtid? Det blev livligt debatteret på vælgermødet, der blev sendt fra færgen Ane Læsø i Vesterø Havn. Foto: Lars Pauli

Der var gang i debatten, da Nordjyske tirsdag 12. oktober sendte det første af en række vælgermøder i forbindelse med kommunal- og regionalvalget. Det fandt sted klokken 13 på færgen Ane Læsø, der lægger til i Vesterø Havn på Læsø.

I år er vælgermøderne vendt på hovedet, så det er vælgerne, der er på scenen, mens politikerne sidder på tilskuerpladserne.

De to vælgere, der indtog scenen på Læsø var Jim Linderod Christiansen, der er afdelingsdirektør i XL Byg Læsø, og Kathrine Kranker, der folkeskolelærer. De er begge meget engageret i foreningerne og lokalmiljøet.

På de forreste stolerækker var politikerne Bente Faldt Faurholt (Læsø Borgerliste), Karsten Skov Petersen (C), Ole Lind (NB), Folmer Kristensen (S), Carsten Prager (DF) og Tobias Birch Johansen (V).

Og politikerne tog godt imod, at det var vælgerne, der var stjernerne. De lyttede og stillede også uddybende spørgsmål undervejs. Og vælgerne var ikke bange for at stille krav til politikerne.

Overordnet blev der snakket meget om Læsøs fremtid. Hvordan kan man sikre bosætningen, så øsamfundet ikke bare bevares, men også udvikles.

Og her pegede både Jim Linderod Christiansen og Kathrine Kranker på en bedre og mere tydelig strategi som det, der skal på plads for at skabe retning i kommunens arbejde med at sikre bosætningen.

- For mig er det vigtigste, at man har en helt klar strategi for, hvad man vil med Læsø, men især også med børne-, unge- og familieområdet på Læsø, sagde Kathrine Kranker, da hun skulle sætte ord, hvad der vægter højest, når hun skal sætte sit kryds den 16. november.

Jim Linderod Christiansen efterlyste også en klar strategi for arbejdet med at sikre og styrke øsamfundet.

- Det er stort set det samme for mig. For mig er det absolut vigtigste, at vi har en strategi. Hvad er det, vi vil med Læsø, hvor vil vi hen, skal vi overleve? Det er simpelthen målet, at vi får en plan at gå efter, så vi som ø ikke går hen og bliver en ren turistø. Hvor vi kun åbner bommen til påske og lukker igen til efterårsferien. Det ville være det værste, der kunne ske.

Se højdepunkterne fra dagens vælgermøde her. Artiklen fortsætter under videoen.

Flere af politikerne var meget lydhøre over for vælgernes fokus på en tydelig kommunal strategi som udgangspunktet. Bente Faldt Faurholt fra Læsø Borgerliste var meget enig i, at der skal arbejdes på en tydeligere retning for kommunen. Hun sagde, at det var vigtigt, at borgerne og foreningerne også kommer på banen i det arbejde. Her havde Kathrine Kranker dog et klart forbehold.

- Det er godt nok, at I vil høre, hvad vi siger. Men jeg synes også, at man som kommunalbestyrelse skal have nogle mål. Det kan jo ikke hjælpe noget, at jeg kan komme ind og bestemme strategien på børneområdet, sagde hun.

- Jeg synes i hvert fald, at man skal kigge mere på det, end man har gjort før. Og ikke bare sige, at det er op til os vælgere at komme med strategien. I skal byde op til dans, sagde hun direkte henvendt til de fremmødte politikere.

Nordjyske afholder vælgermøder i alle kommuner. Se, hvornår det foregår i din kommune her.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden