Frederikshavn

Freddy's Bar har vokseværk

Freddy's Bar i Havnegade genåbner torsdag - i ny og større udgave med bedre plads til publikum og musikere

Freddy Rafn, der også er professionel kampleder i boksning, har for en gang skyld meldt fra til et professionelt boksestævne for at koncentrere sig om genåbningen af Freddy’s Bar i Havnegade.
Freddy Rafn, der også er professionel kampleder i boksning, har for en gang skyld meldt fra til et professionelt boksestævne for at koncentrere sig om genåbningen af Freddy’s Bar i Havnegade. Kurt Bering

Opdateret kl. 08:08

FREDERIKSHAVN: - Vi skal lige have lagt gulv, have malet det sidste og støvet lidt af. Men vi skal nok nå det. Musikken spiller jo fra torsdag klokken 16, så det ....

Freddy Rafn (58) lyder ikke spor stresset. Som professionel boksedommer er han vant til at stå på øretævernes holdeplads. Nu står han midt på en byggeplads i Havnegade 9, mens håndværkere og håndlangere vimser rundt omkring ham, som var det metrobyggeriet på Rådhuspladsen, der skulle stå færdigt torsdag eftermiddag.

Populært spillested

Freddy’s Bar åbnede i påsken for to år siden. På rekordtid har værtshuset slået sit navn fast som et populært spillested. Både blandt publikum og musikere.

Stort set hver weekend siden åbningen har der været livemusik i de hyggelige lokaler i Havnegade. Sidste weekend var dog en undtagelse, for nu har Freddy Rafn overtaget hele bygningen og udvider Freddy’s Bar.

Diskotek Safari, som huserede i den ene halvdel af huset, er lukket, og Freddy inddrager en del af diskoteket i Freddy’s Bar. Den resterende del af huset bygger han om til butikslokale.

Neil Young-tribute

Det er fjerde gang siden åbningen af Freddy’s Bar, at den travle værtshusejer bygger om for at få mere albuerum til de mange gæster.

Baren er flyttet. Det samme er poolbordet og toiletterne. Den lokale musiker Ronni Strøm får lov at indvi den nye udvidede scene torsdag klokken 16, inden Ivan Sand og Jesper Herbst i aften tager over med deres Neil Young-tribute ”After the goldrush”.

Fredag spiller Acustic Heaven og lørdag Lindgaard Band.

Caféborde og et vildsvinehoved

Til de fleste livekoncerter er der fri entré, men Freddy Rafn har også haft succes med at sælge billetter til koncerter med lidt større navne som eksempelvis Peter Viskinde, Dissing, Dissing, Las & Dissing, Lasse og Mathilde og Rock Nalle.

- Før havde vi plads til 80 gæster, som alle havde udsyn til scenen. Nu kan vi være 100, siger Freddy - der lige har været en tur i Skagen, hvor han har købt et par lamper, caféborde og et udstoppet vildsvinehoved hos kollegaen Jaocb Sund i Jacob’s Café, der også lige har gennemgået en større ombygning og renovering.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden