Birgit Hansen: En borger har spurgt, om jeg nu skal være Aalborgs borgmester
Frederikshavns populære borgmester forstår Thomas Kastrup Larsen, men synes samtidig at hendes nuværende job giver masser af mening

Birgit Hansen borgmester i Frederikshavn: Jeg står op og morgenen og føler, jeg er den rigtige på posten personligt og for kommunen. Arkivfoto: Torben Hansen
FREDERIKSHAVN:- Jeg har fået en besked fra en borger på messenger, om jeg nu skal være borgmester i Aalborg, men det har jeg ingen planer om.
Sådan svarer Frederikshavns borgmester, socialdemokratiske Birgit S. Hansen med smil i stemmen, da hun tager telefonen, og inden hun har fået spørgsmålet: Hvad mener du om, at Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen stopper?
- Jeg har respekt for, at Thomas drejer af, fordi han gerne vil prøve noget nyt. At han gerne vil gå en anden vej, for en gang imellem kan vores arbejde også føles som et hamsterhjul.
Birgit S. Hansen siger ærligt, at hun synes, det er mest op ad bakke for hende at være borgmester, når der år efter år skal finde besparelser og gennemføres afskedigelser på kerneområder. Områder, som der ikke burde spares på. I denne uge har 29 lærere for eksempel fået at vide, at de er fyret.
I 2023 skal Frederikshavn Kommune spare 30 millioner kroner og omplacere yderligere 20 millioner kroner, og i 2024 skal politikerne igen spare omkring 30 millioner kroner.
- Men jeg står stadig op hver morgen med lys i øjnene og tænker: Vi klør på. Og mener at jeg er den rigtige på posten både personligt og for kommunen.
Birgit S. Hansen er uddannet sygeplejerske, men hvis hun ikke længere skulle lede Frederikshavn Kommune, så har hun en drøm om at arbejde som præst. Eller studere sociologi.
- Jeg kommer ud af en grundtvigiansk kristen familie, min far var graver, og der er for mig mange ligheder mellem at være borgmester og præst, forklarer hun og nævner at kunne levere et budskab og tale med mennesker.
- Jeg kan også trøste og yde sjælesorg. Men præst forbliver en drøm. Studiet tager for lang tid, konkluderer 56-årige Birgit S. Hansen, der har været aktiv i kommunalpolitik siden 2002 - heraf borgmester i Frederikshavn Kommune siden 2014.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.