Efter 11 år indgår Tryg forlig med ambulanceredder Erik Schack
Forsikringsselskabet Tryg blev udsat for stort pres - nu er der indgået kompromis om Erik Schacks arbejdsskade og erstatning
Opdateret 28. august 2025 kl. 08:52
11 år efter, at falckredder Erik Schack blev udsat for en arbejdsulykke på havnen i Strandby, er der nu indgået forlig i sagen med forsikringsselskabet Tryg.
Det skriver 3F Midtvendsyssel, som har repræsenteret Erik Schack, samt Tryg i en pressemeddelelse onsdag.
Sagen har været genstand for stor opmærksomhed - især denne sommer, hvor facebookgruppen Svindeljagten blandt andet har opfordret til boykot af Tryg. På et tidspunkt så forsikringsselskabet sig nødsaget til at indgive politianmeldelse, da medarbejdere ifølge Tryg var blevet chikaneret.
- 3F Midtvendsyssel er glade for, at vi på vegne af Erik Schack har indgået et forlig med Tryg. Erik Schack er dog den part, der er mest tilfreds med forliget, da det betyder, at han nu kan se fremad efter at have kæmpet en årelange kamp. Erik Schacks sag er desværre blevet eksempel på, hvordan lange ventetider og sagsbehandlingstider i det offentlige system trækker borgere gennem et forløb med urimelige menneskelige konsekvenser, lyder det fra fagforeningen i pressemeddelelsen.
Erik Schack blev i august 2014 - i sin egenskab af ambulanceredder og indsatsleder - kaldt ud til en fiskekutter i Strandby ved Frederikshavn, hvor to fiskere omkom på grund af giftige dampe i lastrummet. Han forsøgte at redde dem op men blev selv alvorligt hjerneskadet.
Siden har der verseret en årelang sag, og i 2021 afgjorde Vestre Landsret, at der var tale om en arbejdsskade. Ifølge pressemeddelelsen har parterne fortsat forskellige opfattelser af sagen, men der bliver altså ikke endnu en retssag.
- Parterne anser med forliget sagen som afsluttet, lyder det i pressemeddelelsen, hvor Tryg er citeret for følgende:
- Tryg er tilfredse med, at vi har fundet et kompromis, til trods for at parterne fortsat har forskellige syn på sagen, herunder på ulykkes- og sygdomsforløbet samt den juridiske vurdering. Siden Tryg blev involveret i sagen i 2021, har vi arbejdet for at fremme og afslutte den, og det lange sagsforløb vidner om, at det er en kompleks sag. Tryg bestræber sig altid på at behandle vores skadesager på en juridisk korrekt måde i overensstemmelse med gældende lovgivning, uagtet hvor ulykkelig en sag måtte være.
Ifølge forligserklæringen fremgår det, at "det samlede forlig bygger på gensidige indrømmelser, som afspejles i forligsbeløbet med delvis kompensation. Efter ønske fra 3F Midtvendsyssel og Erik Schack er den juridiske forligstekst fortrolig på grund af hensyn til private forhold, hvilket Tryg respekterer".
Det fremgår altså ikke nærmere, hvor stor en kompensation Erik Schack har opnået.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.