Greenpeace raser: Russisk olie flyttes stadig i Ålbæk Bugt

Miljøorganisationen satte aktionsbåde i vandet ved Skagen

Greenpeace-aktivister maler slagord på et tankskib nær Skagen. Foto: Will Rose/Greenpeace <i>© Will Rose / Greenpeace</i>

Greenpeace-aktivister maler slagord på et tankskib nær Skagen. Foto: Will Rose/Greenpeace © Will Rose / Greenpeace

SKAGEN:Selv om EU og Søfartsstyrelsen i sidste uge understregede, at ingen danske aktører i den maritime branche må servicere skibe og virksomheder, der er omfattet af EU-sanktioner i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, bliver der fortsat omlastet russisk råolie for enorme summer i Ålbæk Bugt.

Blot bliver den russiske olie flyttet fra skibe, der sejler under andre flag end det russiske - og er ejet af andre rederier.

Det sker i forbindelse med de såkaldte STS-operationer - ship-to-ship-operationer, og intet sted i Danmark foregår der flere af den slags end i farvandet mellem Skagen og Frederikshavn.

Det møder massiv kritik fra den internationale miljøorganisation Greenpeace, som kræver, at Danmark og EU øjeblikkeligt forbyder al import af fossile brændsler fra Rusland.

Siden fredag har Greenpeace-aktivister fra hele Norden protesteret mod den omfattende trafik af olietankere med russisk olie, der fortsat sejler igennem Danmark i stor stil.

Søndag sejlede et hold aktivister fra Greenpeace ud fra Skagen i en gummibåd og aktionerede ved det græske tankskib Delta Pioneer, der har ligget for anker i Ålbæk Bugt siden 1. marts og stadig gør det - nu med tomme tanke.

Aktivisterne skrev "Oil is War" (Olie er krig, red.) med store hvide typer på siden af det græske tankskib, som 23. februar forlod den russiske havn Primorsk dybt inde i Østersøen. Det var dagen før, Rusland indledte sit angreb på Ukraine, og på det tidspunkt havde skibet angiveligt en last på ca. 120.000 kubikmeter råolie i sine tanke til en markedsværdi på godt en halv milliard danske kroner.

Foto: Will Rose/Greenpeace <i>© Will Rose / Greenpeace</i>

Foto: Will Rose/Greenpeace © Will Rose / Greenpeace

"Greenpeace opfordrer Europa til at afvise og forbyde enhver import af fossile brændstoffer fra Rusland, der giver næring til konflikten i Ukraine, og til hurtigt at udfase alle fossile brændstoffer for at bekæmpe klimakrisen og beskytte menneskeheden", hedder det i en udtalelse fra organisationen.

Delta Pioneer ligger stadig for anker i Ålbæk Bugt - nu med antikrigs-slogan malet på siden af skibet. Foto: Will Rose/Greenpeace <i>© Will Rose / Greenpeace</i>

Delta Pioneer ligger stadig for anker i Ålbæk Bugt - nu med antikrigs-slogan malet på siden af skibet. Foto: Will Rose/Greenpeace © Will Rose / Greenpeace

Delta Pioneer er ejet af det græske shippingfirma Delta Tankers, der har en flåde på 30 tankskibe. Siden starten på krigen har otte Delta-tankskibe forladt en russisk havn med kurs mod havne i Tyrkiet, Polen, Holland, Finland og Danmark.

Ifølge marinetraffic.com ligger der netop nu 15 tankskibe for anker i Ålbæk Bugt - blandt dem den græske supertanker Minerva Kallisto, som 16. marts forlod den russiske havn Ust-Lup vest for Skt. Petersborg.

Ifølge Nordjyskes oplysninger er tankskibet Pertamina Prime fra Singapore på vej til Ålbæk Bugt for at omlaste russisk olie fra det græste tankskib, og senere på uge ventes tankskibet Alhani, der sejler under libysk flag, at forlade havnen i Ust-Luga med tankene fulde af olie med kurs mod Ålbæk Bugt.

Ifølge Nordjyskes kilder gælder det samme tankskibet Seaoath fra Malta, som netop nu stævner mod Ust-Luga for at få fyldt tankene, før det sætter kurs mod Ålbæk Bugt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.