Direktør sender en tak til dem, der kaldte ham for dum
Brian Fabricius mener, at man skal samle de unge i fællesskaber og lade dem udvikle sig derfra
Opdateret 10. oktober 2024 kl. 19:50
Han har selv forsøgt at komme på handelsskole, forsøgt at blive elektriker og endda forsøgt at tage en uddannelse som brandmand.
Han endte med at komme i lære som tjener på Hotel Munkebjerg ved Vejle og blev sat til at pudse 10.000 stykker sølvtøj.
Så selvom han aldrig kom på handelsskolen - fordi han i folkeskolen fik at vide, at han var for dum, skriver han selv - er det en erfaren mand med uddannelse af unge, der på LinkedIn mandag opfordrede til, at politikerne ikke presser de unge mennesker.
"Vi skal lære dem, at succes i livet handler om mennesker - ikke karakterer og titler!", skriver Brian Fabricius, der er ejer og direktør på Hotel Viking i Sæby.
Han begynder sit opslag med at takke folkeskolen for, at han fik at vide, at han var for dum til at komme på handelsskolen.
"Af hjertet tak for det, for jeg vil ikke bytte min vej for noget," skriver han.
- Vi behøver ikke presse dem
I 2015 overtog Brian Fabricius som 28-årig Hotel Viking i Sæby efter sine forældre og har de seneste år forvandlet familieforetagendet til et af landets største spahoteller.
I hans tid er adskillige elever blevet uddannet på hotellet.
Brian Fabricius skriver på LinkedIn, at politikere, "der har siddet 25 år på skolebænken", presser de unge.
"Det er så vildt, at vi mener, at unge i en alder af 15-16 år kan beslutte sig for en levevej, når deres største frygt er ikke at passe ind i en flok. Deres forventninger til sig selv er rigeligt stort, vi behøver ikke at presse dem!," skriver han.
Til sidst slutter han af med at berolige de unge, der er fortvivlede over, at de ikke passer ind i de uddannelsesmæssige kasser:
"Til alle jer unge, som er fortvivlede, så glemmer de at fortælle jer, at 80 % af det, erhvervslivet kigger på, er mennesket. Vi har i mange år vænnet os til at hjælpe med de faglige kompetencer," skriver hoteldirektøren.
Nordjyske har forsøgt at få en opfølgende kommentar fra Brian Fabricius, men det er ikke lykkedes.
Tirsdag kom regeringen med et udspil, hvor der oprettes en ny gymnasieuddannelse - EPX. Uddannelsen skal tage to år og være en kombination af praktisk og teoretisk undervisning.
Uddannelsen skal give adgang til erhvervsuddannelserne og erhvervsakademiuddannelserne. Herudover skal uddannelsen også give adgang til visse professionsbacheloruddannelser som eksempelvis bioanalytiker, radiograf og socialrådgiver.
I regeringens udspil vil det blive muligt at tage en overbygning på et år, der giver generel adgang til de øvrige professionsuddannelser som eksempelvis bygningskonstruktør, folkeskolelærer og sygeplejerske. Derudover giver en udvidet fagpakke på op til seks måneder adgang til bacheloruddannelserne på universiteterne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.