Klitten der forsvandt

Klit-sagen fra Skagen på vej i retten: Blev hærværk videofilmet?

Meget omtalt sag nærmer sig afslutning

Fredet klit. Arkivfoto: Peter Broen

Fredet klit. Arkivfoto: Peter Broen

SKAGEN:Det var noget af et syn, som de lokale indbyggere i slutningen af oktober 2019 kunne vågne op til. Udsigten var anderledes. Den var med ét blevet forbedret, fra da de lukkede øjenlågene, til de slog dem op igen. Fredede klitter var toppet af. Men det var ikke sket på lovlig vis, viste det sig. En eller flere privatpersoner var trukket i arbejdstøjet og havde på eget initiativ igangsat arbejdet.

Nu nærmer sagen sig en afslutning, for anklagemyndigheden ventes at rejse en tiltale inden for den nærmeste fremtid.

Natten mellem 25. og 26. oktober 2019 blev de fredede klitter på Sønderstrand i Skagen skændet af en gravko i de barmhjertige nattetimer. Der er sidenhen opstået vildfarende diskussioner om, hvor meget af klitterne der er toppet af.

I begyndelsen var det indlysende, at sagen måtte være et anliggende for Nordjyllands Politi, da hærværket jo var sket i Skagen, men så opstod der komplikationer.

13. december samme år overgik sagen til Østjyllands Politi, der sidenhen har stået for al efterforskning i forbindelse med sagen. Angiveligt fordi den ene af de to sigtede i sagen, Hans Andersen, har kendt eller kender ægtefællen til Anne Marie Roum Svendsen, politidirektør i Aalborg.

Genetablering vakte furore

2020 bød så på en genetablering af de fredede klitter på Sønderstrand i Skagen, men det var ikke helt uden furore. I hvert fald én Skagen-indbygger meldte sin utilfredshed. Det var ingeniør og opfinder bag flere sandfodringsmodeller, Poul Jakobsen, der luftede sin forargelser i medierne.

Men borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), kunne fortælle, at det var en ren og skær nødvendighed, at klitterne nu lod sig genopføre.

Derfor stemte byrådet i Frederikshavn Kommune i slutningen af august også en anlægsbevilling igennem. Dermed blev der afsat i alt en halv million kroner til arbejdet med genetablering samt de administrative omkostninger forbundet hermed.

- Vedrørende volumen har jeg tidligere udtalt, at det ligger fast, at der er kørt med en gravko i 65 minutter i området. Det kan i henhold til databladet på den pågældende maskine maksimalt flytte 330 kvm3 i tidsrummet. Således under en tiendedel af det først oplyste fra kommunens side. Jeg bemærker i den forbindelse, at kommunen har undsagt sig oplysninger om mængder lige siden, skriver Rasmus Amandusson i en mail til NORDJYSKE.

- Som forsvarer går man ikke efter en straframme. Principielt går man altid efter en frifindelse i nægtede sager, og herefter efter lavest mulig straf.

Den konkrete sag vil Rasmus Amandusson dog ikke udtale sig om, for det kan han ikke, før han selv har modtaget anklageskriftet.

Forsvarsadvokaten har tidligere beklaget sig over hvilke personer og myndigheder, som er blevet hørt i sagen.

- Det, jeg brokkede mig over i forhold til partshøringen, var i forhold til den beslutning, der blev truffet og reelt er blevet udført i forhold til ”reetablering” af området, oplyser forsvarsadvokaten i en mail til NORDJYSKE.

I slutningen af oktober gik medlem af Folketinget, Bjarne Laustsen (S), til medierne. Han havde modtaget et brev, hvori der blandt andet stod, at socialdemokraten skulle tilbage et læserbrev bragt i selvsamme avis måneden forinden. Opfordringen kom fra Hans Andersens advokatfirma. Læserbrevet omhandlede netop sagen og aktørernes ageren i månederne herefter.

En anden politikreds har stået for efterforskningen

Sagen ligger stadig hos Østjyllands Politi. Det kan specialanklager hos Østjyllands Politi, Jan Østergaard, bekræfte.

- Tiltalespørgsmålet afgøres inden for 14 dages tid. Vi kan ikke offentliggøre tiltalespørgsmålet, førend begge parter er informeret, oplyser Jan Østergaard til NORDJYSKE.

Flere borgere har henvendt sig til avisen med en uforståenhed over, hvordan en sag, der på papiret ikke ser komplekst ud, alligevel kan være lige netop dét.

- Man kan mene, at det er en forholdsvis simpel sag, men der har været en del efterforskningsarbejde. Helt kort fortalt: Det er en sag, som involverer to myndigheder, nemlig Kystdirektoratet og Frederikshavn Kommune. Vi har i sagen at gøre med en aktiv forsvarer, så der er løbende en kommunikation i forhold til, hvordan sagen skal forløbe. Der har været flere høringer af myndighederne, siger Jan Østergaard.

- Det skorter ikke på billedmateriale

På trods af, at hærværket skete i de sene nattetimer, så har årvågne borgere ikke været blege for at levere tilstrækkeligt med bevismateriale i sagen. NORDJYSKE har oplysninger om, at der iblandt naboerne blandt andet skulle foreligge en overvågningsvideo, der med tydelighed viser situationen. En oplysning, Jan Østergaard dog ikke vil bekræfte.

- Det skorter ikke på billedmateriale - og der er en del billedmateriale, der er kigget på. Blandt andet derfor har processen taget noget tid, forklarer Jan Østergaard.

- Anklagemyndigheden går efter at få sagen forhåndsberammet, siger Jan Østergaard.

En forhåndsberammelse betyder, at dommer, forsvarer og anklager reserverer nærmere aftalte tidspunkter til hovedforhandlingen, så disse ikke spredes ud i vilden sky.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.