Landejendom omspændt af flammer
Heldigvis stod ejendommen ubeboet
Opdateret kl. 22:15
SÆBY: - Der var ikke noget at gøre.
Indsatsleder Dennis Møller Jensen gør hurtigt status over den brand på Grønhedevej, som Nordjyllands Beredskab blev kaldt ud til kort før klokken 21 fredag aften.
Ilden opstod i hovedhuset til en landejendom, som står ubeboet. Ingen mennesker eller dyr har derfor været i fare ved branden.
- Da vi nåede frem, var huset fuldstændig omspændt af flammer. Der var nok en fjerdedel tilbage af taget, siger indsatslederen.
Det eneste, brandfolkene kunne stille op, var at sørge for, at ilden ikke spredte sig til en tilstødende ladebygning, der er placeret 10 meter fra hovedhuset.
- Og det lykkedes heldigvis, siger Dennis Møller Jensen.
Ellers var opgaven at slukke ilden udefra. Der var ikke meget tilbage at redde for de brandfolk, som stillede med to tankvogne og en autosprøjte fra stationerne i Sæby og Dronninglund.
Det er nu op til politiets teknikere at forsøge at finde en årsag til den voldsomme brand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.