Politik

Nu ved vi, hvornår de første granater skal produceres i Nordjylland

Nu er der klarhed over, hvem der skal lave krudt og kugler ved Frederikshavn

Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 13:56

Det er nu afgjort, hvem der skal producere ammunition på Krudten i Elling ved Frederikshavn.

I foråret 2024 overtog den danske stat fabrikken for 20 millioner kroner - og herefter blev opgaven med produktion af granater og ammunition til håndvåben sendt i udbud.

Det bliver som ventet norske Nammo, der vinder et meget omtalt udbud om at producere granater og ammunition i nordjyske Elling.

Det skal foregå på fabrikken "Krudten", som staten solgte i 2008 og købte tilbage i september 2023.

- Det vil gøre en forskel for Danmarks, Nordens og Europas forsyningssikkerhed. Derfor har jeg sammen med partierne bag forsvarsforliget valgt den erfarne virksomhed Nammo til at varetage opgaven, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en meddelelse.

Der er udbredt mangel på artilleri på det europæiske kontinent, hvilket har skruet priserne i vejret. Regeringen vil sikre forsyningssikkerheden ved at producere granaterne i Danmark.

Processen er blevet udskældt undervejs og er i regeringens øjne blevet et eksempel på, hvorfor udbud fremover skal undgås i højere grad, når et europæisk land er i krig.

På et pressemøde fredag middag vurderer forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at den første granat triller ud fra samlebåndet i Elling i sommeren 2027.

Forsvarsministeren blev flere gange spurgt, hvor meget der reelt skal produceres i Elling - eller om det i overvejende grad kun skal samles på fabrikken.

Det kunne ministeren ikke gå i detaljer med, ligesom han heller ikke kunne oplyse, hvor stor produktionen ville blive.

- Men vi vil kunne imødegå styrke-målene fra NATO, lød det fra forsvarsministeren.

Der er også en plan for, hvad man gør, inden ammunitions-produktionen kommer i gear i Elling.

Forsvarsministeren forventer således at lande en aftale om midlertidigt indkøb til luftforsvar "inden sommer".

- Det kan både være leje og lease. Det kan også være købe. Jeg anser det for at være realistisk, at vi kan lave en aftale inden sommer, så vi i 2026 kan ibrugtage det første luftforsvar, lød det.

Langtrukken sag

Staten købte i 2023 våbenfabrikken Krudten. De sidste to år er der ikke blevet produceret noget i fabrikken.

Norske Nammo vinder som ventet udbuddet om at producere ammunition og granater i den nordjyske ammunitionsfabrik Krudten i Elling i Nordjylland.

Produktionen i den statsejede ammunitionsfabrik har stået stille i over to år.

Processen er blevet kritiseret undervejs, fordi det har taget længere tid end forventet.

Sådan forløb den langtrukne proces:

* 2025, februar: I en pressemeddelelse oplyser Forsvarsministeriet, at det ikke er besluttet, hvornår produktionen begynder. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger på et pressemøde den 28. februar, at den første granat fra fabrikken forventes at være færdig i 2027.

* 2024, juni: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger, at det vil tage to år at få gang i produktionen.

* 2024, april: Ammunitionsfabrikken kommer officielt tilbage i statens eje. Regeringen vil producere ammunition i fabrikken igen til både Danmark og Europa.

* 2023, september: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen forventer, at det vil tage to år at få gang i produktionen.

* 2023, september: Staten køber grunden for 19,6 millioner kroner grundet Ruslands krig mod Ukraine.

* 2022, februar: Grunden bliver købt af en gruppe nordjyske erhvervende for 3,9 millioner kroner.

* 2021: Grunden bliver udbudt til salg for 10,9 millioner kroner.

* 2020: Expal lukker fabrikken. 65 ansatte bliver fritstillet.

*2008: Fabrikken bliver solgt til den spanske ammunitionsproducent Expal.

* 1968: Produktionen af ammunition til det danske forsvar bliver samlet på Krudten i Elling.

Kilde: Forsvarsministeriet, Jyllands-Posten, Berlingske.

ritzau

Det har et politisk flertal for nylig vedtaget i en anden aftale om at droppe udbud og give Forsvaret mere magt til at stå for indkøb, efter at regeringen opfordrede til det.

Trak sig

Tidligere på måneden oplyste danske Danammo, at man havde trukket sig fra udbuddet om at producere ammunition på fabrikken - angiveligt fordi,  at den danske stat lægger op til at købe alt for få granater produceret på Krudten, fremgik det af Jyllands-Posten.

Det efterlod firmaet Nammo, der er ejet af den norske og finske stat, og AMA Group tilbage i feltet.

Nammo havde budt ind på at producere tungt skyts og ammunition til håndvåben, mens AMA Group kun havde budt ind på det sidste.

344 års ammunitions-produktion
  • Ammunitionsarsenalet kan skrives helt tilbage til år 1676.
  • Arsenalet producerede ammunition til det danske forsvar fra forskellige adresser i Køenhavn de første mange år.
  • Dele af produktionen blev henlagt til Elling i nyopførte bygninger i midten af 1950'erne - og hele produktion røg til Nordjylland i begyndelsen af 1970'erne.
  • Der har på et tidspunkt være mere end 200 ansatte, og i 2008 blev arsenalet solgt til den spanske producent Expal, og ammunitionsarsenalet kom til at hedde Denex.
  • Efter flere år med underskud besluttede Expal i februar 2020 at afvikle produktionen af ammunition i Elling.
  • Dermed blev der sat punktum for 344 års dansk ammunitionsproduktion der samtidigt betød et farvel til virksomhedens 63 ansatte.
  • Men nu er der ved at blive skrevet et nyt kapitel:
  • I april 2024 overtog staten industrikomplekset for knapt 20 millioner kroner - og i marts 2025 ventes Forsvaret at skrive en lang kontrakt med en våbenproducent, der skal bruge matriklen Tuenvej 120.
  • Dog kræves der en større ombygning og renovering, inden produktionen kan gå i gang.

- Lagrene skal fyldes op

Da Nordjyske var på besøg i de forladte fabriks-bygninger sidste år, var chefen for Forsvarsministeriets Indkøbs- og Materielstyrelse, general Per Pugholm Olsen, tilstede.

Han pegede på, at det vigtigt at få en produktion af en vis størrelse: 

- Vores behov er blevet større: Før købte vi ind til dagen og vejen, nu er vi i en anden situation, hvor lagrene skal fyldes op. Vi skal være forberedt på en krig med en ligeværdig modstander i lang tid, lød det fra generalen.

Ikke nødvendigvis, fordi sandsynligheden for en krig, der direkte involverer Danmark er stor, men:

- Det er lidt ligesom at tegne en brandforsikring. Man regner ikke med, at huset brænder, men hvis det sker, er den vigtig. Og sådan er det også med krig - vi kan ikke udelukke, at det sker. Og så er det jo også sådan, at en potentiel modstander vil tænke sig om en ekstra gang, hvis man har et stærkt forsvar, sagde generalen.

Lokale investorer gjorde i øvrigt en god handel, da de kort før Putins invasion af Ukraine købte Tuenvej 120 for 3,9 millioner kroner. 

Staten endte som sagt med at at købe den for fem gange så meget.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden