Nordjysk by udvalgt til VM: Bliver Danmarks hjemmebane
Når verdens ti bedste nationer tørner sammen på isen næste år til VM i ishockey, sker det i Frederikshavn
Opdateret kl. 19:05
Nordjyske Bank Arena i Frederikshavn skal lægge is til kampene i gruppe B, hvor Danmark er en af holdene, til næste års VM i ishockey for kvinder.
Det skriver Frederikshavns Kommune i en pressemeddelelse.
Fem hold i gruppe B skal kæmpe om tre pladser i kvartfinalen og slutspillet, der skal spilles i Herning, hvor den anden gruppe udkæmpes.
Direktør for Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen, glæder sig over, at Frederikshavn skal være vært både på isen og i byen.
- Frederikshavn har tidligere vist sig som en god arrangør for store sportsevents, og vi er stensikre på, at byen er klar til at tage imod de mange gæster. Frederikshavn har et attraktivt bymiljø og meget fine faciliteter til gæster fra hele verden. Vi glæder os til at udsmykke Nordjyske Bank Arena, så den bliver klar til et ishockey-opgør i international topklasse, siger han.
Ulrik Larsen glæder sig også til, at landsholdet på isen kan mærke en opbakning fra tilskuerpladserne.
- Vi er sikre på, at byen og de mange ishockeykyndige tilskuere og folk i byen kommer til at danne en begejstret ramme for vores landshold, der vandt mange hjerter ved den nylige OL-kvalifikation. Spillerne glæder sig allerede. Kvindernes VM har høj prioritet hos det internationale ishockeyforbund (IIHF) og det er en turnering, der har hele ishockeyverdenens bevågenhed. Det bliver sport i international topklasse, vi kan præsentere i Frederikshavn, der får masser af opmærksomhed om omtale, lyder det fra Ulrik Larsen.
Borgmester på plads
Foruden ishockeydirektøren er også borgmester Birgit S. Hansen glad for, at Frederikshavn bliver en del af VM næste år.
- Ishockey er en del af mange frederikshavneres DNA, så jeg glad for og stolt over, at det internationale ishockeyforbund også kan se, at vi har investeret i så gode rammer omkring sporten, at det lever op til en international turnering. Jeg glæder mig til at sidde klar på tribunen, siger hun.
Kvindernes VM i ishockey løber fra 26. august til 4. september 2022.