Ruths Hotel vil investere tocifret millionbeløb - og det går ikke til kunderne
Det kendte hotel har købt grund i Gl. Skagen af Frederikshavn Kommune

Ruths Hotel vil gerne holde det høje niveau - og det kræver tilsyneladende en stor investering. Arkivfoto: Vibe Maria Dahl Andersen
SKAGEN:Det er nok næppe noget, der direkte kan mærkes på tallerknerne i gourmetrestauranten det kendte Ruths Hotel i Gl. Skagen - men alligevel kan en helt ny økonomisk satsning få stor effekt på mulighederne for at drive det eksklusive hotel. Det fastslår i hvert fald den administrerende direktør Tom Boye overfor Nordjyske.
- Hvis vi skal kunne blive ved med at levere den vare, som vi gerne vil stå for, så er vi som virksomhed i Skagen nødt til at skabe nogle attraktive forhold for vores medarbejdere, siger Tom Boye.
Selskabet bag hotellet - Ruths Hotel A/S - er netop lykkedes med at købe et større areal af Frederikshavn Kommune. Arealet er på 5.218 kvadratmeter, og det er placeret ved vejen Doggerbanke i Gl. Skagen - nær dagligvarebutikken Meny. Ruths Hotel må betale 3,8 millioner kroner for arealet, og planen er, at der nu skal laves personaleboliger på stedet.

- Hvis ikke vi gør noget for at skabe attraktive forhold, så mister vi evnen til at tiltrække medarbejdere til Skagen, og derfor investerer vi i fremtiden for at sikre vores position, siger Tom Boye.
Det var tilbage i oktober, at økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune besluttede at sætte det ubebyggede areal til salg. For en pris på 3.150.000 kroner inklusiv moms.
Sidenhen har det vist sig, at Ruths Hotel havde indgivet det eneste købstilbud, da budfristen udløb - og derfor har byrådet i Frederikshavn Kommune netop besluttede at imødekomme tilbuddet fra hotellet i Gl. Skagen.
- Jeg var faktisk noget nervøs og turde næsten ikke tænke på, om vi nu også ville få arealet. Så jeg var spændt på resultatet, siger Tom Boye.
- For hvis ikke vi havde fået det, så havde vi haft uhyre begrænsede alternative muligheder. Vi har i lang tid haft et ønske om at gøre sådan noget som det her, men det er meget begrænset, hvad der er af ledig jord i området, forklarer han videre.
I den seneste sæson har Ruths Hotel haft behov for at indkvartere cirka 40 medarbejdere i byen - og de har været huset i to forskellige parcelhuse samt en række lejligheder i Skagen.
- Men vi har i et par år snakket om at skabe nogle andre muligheder. Så det har været længe undervejs.
Det er muligt at bebygge grunden med 30 procent, og det betyder ifølge om Boye, at man forventer at opføre omkring 1500 kvadratmeter ved Doggerbanke.
- Det hele er jo endnu så nyt, så vi ved faktisk knap nok, hvad vi kan lave på grunden. Men vi har en forventning om at kunne lave 20-25 lejligheder - og derudover også en række værelser.
Tom Boye vurderer, at hele projektet vil komme til at koste Ruths Hotel mellem 20 og 25 millioner kroner.
- I starten af det nye år går vi i gang med at planlægge og projektere. Så der kommer ikke til at stå noget klar før en gang i 2024.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.