Slagteri vil hindre kirkebyggeri

Sæby Baptistkirke købte grund af kommunen i god tro, men da kommuneplanen skulle ændres, opstod der et problem

En planlagt ny baptistkirke ved Sæbygårdvej er stødt på modstand fra uventet kant.  <i>Visualisering: ArkiNord</i>

En planlagt ny baptistkirke ved Sæbygårdvej er stødt på modstand fra uventet kant.  Visualisering: ArkiNord

SÆBY:Slagteriet Danish Crown vil have Frederikshavn Kommune til at forhindre byggeri af en ny baptistkirke på Sæbygårdvej.

Baptistmenigheden købte grunden på Sæbygårdvej 13 af kommunen for halvandet år siden.

En forudsætning for, at kirkebyggeriet kan gennemføres, er, at kommunen ændrer i  kommuneplanen, og det arbejde igangsatte kommunen for et år siden.

Sæbygårdvej 13 ligger på østsiden af viadukten under Aalborgvej i et centerområde, hvor der blandt andet er mulighed for at placere større butikker. Men ikke for kirker eller menighedslokaler.

Forslaget til kommunetillæg, som åbner mulighed også for kirkebyggeri, har været i høring, og her har Danish Crown, som er en af kommunens allerstørste private virksomheder, gjort indsigelse.

Danish Crown mener, at tillægget ikke i tilstrækkelig grad sikrer slagteriets eksistens og udvidelsesmuligheder, og opfordrer byrådet til ikke at vedtage det.

Slagterigiganten anfører, at slagteriet i Sæby er kategoriseret som en risikovirksomhed på grund af mængden af  ammoniak  i køleanlæg sammenholdt med antallet af mennesker i og omkring slagteriet. Danish Crown udtrykker bekymring for, at området omkring bliver mere vanskeligt evakuerbart ved opførelse af en kirke.

Afstanden fra kirkegrunden til slagteriet er omkring 170 meter.

Danish Crown mener, at den ændrede planlægning for området vil gøre det vanskeligere for slagteriet at leve op til kravene for risikovirksomhedet og modvirke fortsat udvikling af slagteriet, der forhindres i at foretage udvidelser af kølesystemet i nordlig retning og i at forøge mængden af kølemiddel.

Formanden for Baptistkirken i Sæby, Ib Skoubo, har længe set frem til kirkebyggeriet.

- Vi havde håbet at komme i gang allerede sidste år, siger han.

Men han er bekymret over den virkning, som indsigelsen fra en stor arbejdsplads som Danish Crown kan få på byrådets stillingtagen til kommuneplanændringen.

Beliggenheden i  forhold til Danish Crown blev ikke anset som et problem, da kirkesamfundet købte grunden af kommunen omkring årsskiftet 2020-21.

Blandt andet fordi menigheden i flere år havde benyttet lejede lokaler på nabogrunden, Sæbygårdvej 15, til kirkelige handlinger.

- Så der vil være det samme antal mennesker i området, efter vi flytter til en ny kirke, siger Ib Skoubo.

- Kommunen ventede ikke problemer med at ændre planlægning for området, så vi var i god tro, da vi købte.

Forslaget til ændret kommuneplan behandles i plan- og miljøudvalget torsdag. Indstillingen fra kommunens forvaltning lyder på, at kommuneplantillægget vedtages uden ændringer. Forvaltningen vurderer, at den ændrede anvendelse af Sæbygårdvej 13 ikke indebærer en mere følsom anvendelse i forhold til risikovirksomheder end den hidtil tilladte. Problemstillingen har været forelagt Miljøstyrelsen, der heller ikke mener, at den ændrede anvendelse vil påvirke eksisterende samfundsrisiko omkring slagteriet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.