Turneringer tager Corona-forbehold: - Vi kan lige så godt være på den sikre side
Sportsturneringer vil følge myndighedernes anvisninger for sikkerhed i forbindelse med Corona-virusset, men tager også egne initiativer
Opdateret kl. 12:34
VENDSYSSEL: Flere fodbold- og håndboldturneringer har oplevet hold, der er nervøse for Corona-virusset.
Det drejer sig blandt andet om Rødspætte Cup i Frederikshavn, der afholdes i påsken og Nørhalne Cup, der foregår i maj.
Hos Rødspætte Cup fortæller turneringsansvarlig Kim Sørensen, at man har modtaget henvendelser fra bekymrede udenlandske hold.
- Vi har fortalt dem, at så længe de danske myndigheder siger god for at afholde turneringen, så skal de ikke bekymre sig. Og det stoler de på, siger Kim Sørensen.
Hos Nørhalne Cup, der foregår flere steder i landsdelen, har man også måttet mane til ro.
Cup-ansvarlig Per Jeppesen mener ikke, at der er nogen grund til at gå i panik. De har også planer om, at turneringen skal løbe af stablen i maj.
Han understreger dog, at man til en hver tid vil følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til sikkerheden.
Udover det har begge turneringer taget initiativer for at forbedre hygiejnen. Der er blevet bestilt håndsprit i store mængder, der skal være tilgængelig ved fællesspisning og ved indkvarteringen.
Per Jeppesen fortæller yderligere, at de efter forbillede fra den engelske fodbold-liga, Premier League, har besluttet, at der ikke skal gives håndtryk før og efter kampene til Nørhalne Cup.
- Det er en lille ting, men vi kan lige så godt være på den sikre side, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.