Der gemte sig ubehagelige overraskelser i skrotbunkerne

Biler hos nordjysk skrothandler er stadig fyldt med væske - politiker vil nu have undersøgt jorden i området

Skrothandleren i Frederikshavn har op mod 2000 biler på adressen - men har kun tilladelse til at have 500.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Skrothandleren i Frederikshavn har op mod 2000 biler på adressen - men har kun tilladelse til at have 500.  Foto: Lars Pauli

Der rejses nu kraftig kritik af Frederikshavn Kommunes miljøtilsyn i forhold de mange skrotbiler hos Knivholt Autoophug, der opbevarer langt flere skrotbiler, end han har tilladelse til. 

Under oprydningen, hvor Frederikshavn Kommune nu er gået ind med loven i hånden for at fjerne en stor del af skrotbilerne, har kommunen opdaget, at en del af bilerne ikke er miljøbehandlet, som miljøgodkendelsen kræver. 

Flere af bilerne er stadig fyldt med eksempelvis bremsevæske og brændstof, hvilket skal tømmes af for blandt andet at undgå nedsivning. 

- Den skinbarlige sandhed er, at da vi kommer ind med loven i hånden og dykker ned i bunkerne, så opdager vi nogle ting, som vi ikke tidligere har set, og som vores ansatte gik ud fra var bragt i orden, siger borgmester Birgit Hansen(S) til Nordjyske. 

Burde miljøtilsynet ikke have opdaget det på tidligere miljøtilsyn?

- Man kan altid være bagklog og prøve at hakke hovedet af nogen - og det er også for dårligt. Men min centerchef har oplyst, at vi under de tidligere miljøtilsyn, som har været varslet, har gået rundt med ejeren og undersøgt det, der var tilgængeligt. 

- Det er jo heller ikke alle skrotbiler, der ikke er blevet miljøbehandlet. Men nu er vi altså kommet ind for alvor, og har fundet noget, som ikke er blevet opdaget før. Og det er jo også miljøtilsyn, siger Birgit Hansen. 

Flere biler på skrothandleren er ikke blevet tømt for væsker, som de skal ifølge miljøgodkendelsen  <i>Foto: Martin Damgård</i>

Flere biler på skrothandleren er ikke blevet tømt for væsker, som de skal ifølge miljøgodkendelsen  Foto: Martin Damgård

Byrådsmedlem Jens Nygaard (NB) konstaterer, at Frederikshavn Kommunes miljøfolk tidligere 'vist mest har hyggesnakket og drukket kaffe med skrothandleren og har glemt at udføre et grundigt miljøeftersyn'. 

- Det her skriger til himlen. Kommunen har været alt for large. Olie, sprinklervæske og bremsevæske er sivet ned i undergrunden, fordi skrotbilerne ikke er miljøbehandlet. Derfor vil jeg have - når alle skrotbilerne er blevet fjernet - at der skal ske en undersøgelse af jorden derude for at se, hvor stor forureningen er. 

- Vi er nødt til at få et klart overblik over omfanget af skaderne. Og så håber jeg, at Frederikshavn Kommune har lært af det her og vil være mere grundige ved lignende opgaver i fremtiden, siger Jens Nygaard.   

Frederikshavn Kommune har tidligere vurderet,  at der var opbevaret 1.200 biler på området, men nu er vurderingen, at der er op mod 2000 biler. Skrothandleren har kun miljøgodkendelse til at opbevare 500 biler. 

Frederikshavn Kommune har hyret Fyns Autogenbrug til at fjerne bilerne, men der er endnu ikke overblik over, hvor mange af bilerne, der ikke er korrekt miljøbehandlet. 

Når bilerne er fjernet skal der laves jordbundsundersøgelser for at afdække eventuel forurening på matriklen.  

Søren Hansen fra Knivholt Autoophug ønsker ikke at kommentere sagen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.