Oversvømmelser

Genhusning af jobcenter endnu ikke afklaret

Der har været afholdt møde om genhusning - løsningen er endnu ikke fundet

Foto: Nicolas Cho Meier
Foto: Nicolas Cho Meier

Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:11

AALBORG: Torsdag morgen opdagede rengøringspersonalet hos jobcentret på Vestre Havnepromenade, at hele huset var oversvømmet.

Et vandrør med grønt fjernvarmevand bukkede under for kulden og sendte vand ud i hele bygningen.

Medarbejderne på jobcentret brugte torsdagen på at redde, hvad de kunne, og aftaler med brugere af centret blev i den forbindelse aflyst både torsdag og fredag.

Torsdag sidst på dagen holdt repræsentanter fra firmaet A. Enggaard, som ejer bygningen, og Aalborg Kommune møde. Her blev en eventuel genhusning drøftet.

- Nu har vi været igennem bygningen med forsikringen, og vi har mødtes med Aalborg Kommune. Vi har endnu ikke taget beslutning om noget, fortæller Jesper Toft Hansen, ejendomschef hos A. Enggaard.

Genhusning af jobcentret er en af de umiddelbart vigtigste opgaver.

- Vi skal undersøge, om vi har et sted, de kan være, eller om vi skal ud og finde noget, siger ejendomschefen.

Årsagen til oversvømmelsen er en uheldig kombination af kulde og varme.

- Det er selvfølgelig beklageligt, men man kan ikke pege fingre ad nogen. Det er en kombination af et meget varmt rør og meget kold luft. Der er så kommet en lille brist, og det har fået store konsekvenser, forklarer Jesper Toft Hansen.

Han tilføjer, at A. Enggaard er i tæt dialog med ledelsen hos jobcentret.

- Det er en meget træls situation for dem, understreger han.

Medarbejderne hos jobcentret er kaldt til møde fredag morgen klokken 9. Her vil de blive orienteret om situationen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden