Oversvømmelser

På jagt efter genhusning: Jobcenteret er fortsat hjemløs

A. Enggaard og ledelsen for jobcenteret i Aalborg har dagen efter den store vandskade endnu ikke fundet et nyt hjem til jobcenteret

Foto: Nicolas Cho Meier
Foto: Nicolas Cho Meier

Opdateret kl. 19:25

AALBORG: Det var et sprængt vandrør med fjernvarmevand, som natten til torsdag fik sat jobcenter Aalborg ud af drift. Hos jobcenteret er fredagen gået med at få pakket det sidste ned fra de mange kontorer, som blev fanget vandmasserne, men de ved endnu ikke, hvor alle deres ting skal ende henne.

- Det er jo en giga-omfattende skade, vi har her. Det er jo ikke bare sådan at flytte arbejdsstationerne, vi skal jo vurdere, om de overhovedet fungerer, og hvor meget af det vi kan flytte med til et nyt sted. Det er virkelig et stort stykke arbejde, siger Tinna Kjær Poulsen, leder af Jobhuset på Vestre Havnepromenade.

Det er A. Enggaard, som ejer bygningen, og de har siden i går arbejdet tæt sammen med jobcenterets ledelse om at finde et sted til genhusning, for det kommer til at tage flere måneder, inden at bygningen på Vestre Havnepromenade er funktionsdygtig igen.

- Vi har nu haft tid til at vurdere omfanget af skaderne, og ser man realistisk på det, så vil genopførelsen komme til at tage fire til seks måneder, men vi kører rundt med jobcenteret for at kigge på andre lokationer, og hvor de ender henne afhænger af, hvor vi kan få en aftale - måske med en anden udlejer. Vi holder alle muligheder åbne, for at finde den bedst mulige løsning for jobcenteret, fortæller Jesper Toft Hansen, ejendomschef hos A. Enggaard, der trods alt er optimistisk.

- Vi får lavet en løsning, som de er tilfreds med. Det er der ingen tvivl om, siger Jesper Toft Hansen.

Jobcentrets nødberedskab
Efter vandskaderne har Jobcentret iværksat en række nødforanstaltninger, der gælder fra mandag 5. marts:
Har du en aftale?
Har man allerede en aftale med en medarbejder i Jobhuset, vil man blive kontaktet med henblik på afklaring.
Telefoner åbner igen
Fra mandag 5. marts kl. 08 kan man igen kontakte Jobhuset på tlf.: 99 31 90 00. Der kan være pres på telefonerne fra morgenstunden.
Hvis du skal søge om dagpenge
Er man ledig, medlem af en a-kasse og skal søge om arbejdsløshedsdagpenge, skal man melde sig ledig på jobnet.dk. Herefter vil man blive kontaktet af en medarbejder fra Jobhuset.
Hvis du vil søge om kontanthjælp
Er man ledig over 30 år og skal søge om kontanthjælp, skal man henvende sig i Uddannelseshuset, Kayerødsgade 37 i Aal­borg. Her vil der være medarbejdere fra Jobhuset til at modtage ansøgningen om kontanthjælp.
Kilde: Aalborg Kommune

Ledelsen af jobcenteret arbejder ligeledes på højtryk for at finde en løsning for de borgere, som er afhængige af at kunne møde op nede på jobcenteret.

- Vores dagpengemodtagere kan gå ind på jobnet.dk, og de er som sådan ikke afhængige af os. Men vores kontanthjælpsmodtagere er mere afhængige af at kunne møde op, og der finder vi en løsning enten mandag eller tirsdag i næste uge, fortæller Tinna Kjær Poulsen.

Fredag eftermiddag udsendte Aalborg Kommune en pressemeddelelse, hvor de skriver, at jobcenterets telefoner åbner igen på mandag, og at ledige over 30 år, som skal søge kontanthjælp, skal henvende sig i Uddannelseshuset på Kayerødsgade.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden